Lufthavnschef forstår ikke, hvad aktivisterne ville

Midtjyllands Lufthavn holder weekendlukket, men det forhindrede ikke en gruppe klimaaktivister i at blokere lufthavnen.

0:28

Seks klimademonstranter troppede lørdag op ved lufthavnen i Karup med et banner og afspærringstape. Her blokerede de en lufthavn, der holdt weekendlukket.

Udstyret med en megafon demonstrerede aktivisterne mod brugen af privatfly og så spærrede de hovedindgangen af.

- Vi prøver at få folk til at tænke på, hvad de er i gang med at ofre. Hvorfor vil man ofre så meget carbon og så meget af verdens samtid for at komme hurtigere til for eksempel København? 

- Mange ture i privatfly er så korte, at man endda kunne tage turen i limousine, og så ville det stadig være bedre for klimaet, siger klimademonstranten Oliver Madsen.

Lufthavnschef kan ikke se fidusen

Den 23-årige datalogi-studerende var i dag på rundtur i lufthavnene i Sønderborg og Billund, inden demonstrationsdagen sluttede i Karup.

Her mødte de seks demonstranter ingen mennesker. Og det skyldes altså, at lufthavnen har lukket i weekenden, bekræfter lufthavnschefen

Hvad tænker du om, at de har blokeret en lukket lufthavn?

- Jeg tror ikke helt, jeg forstår fidusen i, men det er der sikkert en tanke bag, siger lufthavnschefen i Midtjyllands Lufthavn, Jakob Kronborg.

Fair folk undrer sig

Københavnske Oliver Madsen kalder det ”fair”, hvis folk undrer sig over blokaden af en i forvejen lukket lufthavn.

Men verden over foregår der i denne tid klimademonstrationer under sloganet ”make them pay” – få dem til at betale. 

Her henviser demonstranterne til, at det er de rigeste, der typisk bruger privatfly og dermed forurener. Og Oliver Madsen vil gerne være solidarisk med de andre aktioner.

Samtidig er der også noget praktik på spil. For aktivisterne har enten et job eller studie, de skal passe, og så er det lettere at tage en rundtur til lufthavnene i weekenden.

- En aktion, der ikke er på det bedste tidspunkt, er bedre, end hvis vi ikke lavede en aktion, siger Oliver Madsen.

Den forkerte lufthavn

Aktivisten stod med megafonen i Karup og viste sammen med meddemonstranterne banneret med teksten ”Forbyd privatfly”.

Oliver Madsen er en del aktionsgruppen Scientist Rebellion, der fredag sammen med Extinction Rebellion, var til stede i lufthavnene i København, Sønderborg, Billund og Karup.

I Karup fortæller lufthavnschefen, at det ikke er hver dag, der flyver privatfly fra Karup. Det sker måske nærmere en gang om ugen.

- Jeg tror lidt, det er den forkerte lufthavn, de har placeret sig ved, men en lufthavn er nok en lufthavn i deres optik. 

- Det er ikke nogen hemmelighed, at vi ikke er den lufthavn, der genererer mest trafik og de største fly, siger Jakob Kronborg.

Ser godt ud på sociale medier

Men Midtjyllands Lufthavn var altså valgt som demonstrationssted.

Demonstranterne er utilfredse med, at indenrigsfly i marts blev fritaget for moms i Danmark. Her vil demonstranterne hellere, at der bliver sat penge af til tog og busser.

Klimaaktivister blokerede lørdag en i forvejen lukket lufthavn.
Klimaaktivister blokerede lørdag en i forvejen lukket lufthavn.
Foto: Extinction Rebellion Danmark

Aktionen ved Midtjyllands Lufthavn varede fra omkring klokken 18:30 til 19. Demonstrationen var ikke anmeldt til politiet, som demonstrationer ellers skal være efter reglerne.

Oliver Madsen fortæller, at gruppen tog afspærringstapen med hjem igen, og at den altså ikke længere fylder på hovedindgangen i Karup.

- Vi har sørget for at tage det ned, for vi gider ikke, det ender i naturen, men det giver et godt look til billeder på de sociale medier, siger Oliver Madsen.