Politiet deler nye detaljer i jagt på knivstikker

Offer for knivstik er ikke videre meddelsom over for politiet, som nu deler nye detaljer i sagen i jagten på en gerningsmand.

Knivstikkeri i Viborg
Foto: Presse-fotos.dk

En 19-årig mand er blevet stukket i brystet fredag aften, og politiet mangler stadig at finde personen, der stak ham.

- Det er svært, når selv den forurettede ikke ønsker at dele sin viden med politiet, siger vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Ole Vanghøj.

Den 19-årige har altså ikke sagt alverden til politiet. Og politiet vil da også meget gerne høre fra personer, der har set eller hørt noget fredag aften.

- Vi efterlyser selvfølgelig vidner. Hvis nogen har video eller overvågning, vil vi rigtig gerne høre fra dem, siger Ole Vanghøj.

Vagtchefen deler nu flere detaljer om knivstikkersagen. Han kan blandt andet fortælle, at anmeldelsen skete klokken 19.34 fredag aften.

Politiet spærrede fredag aften og tidligt lørdag nat området ved Gravene og ned til Vesterbrogade af i Viborg midtby.

Før midnat lykkedes det for politiet at anholde to mænd, som dog er blevet løsladt siden. Nu kan politiet så fortælle, at de tidligere anholdte var mænd på 20 og 19 år. 

Den 19-årige er fortsat sigtet for medvirken til knivstikkeriet, men politiet mener altså ikke, at det var ham, der stak. Den 20-årige er ikke sigtet for noget.

Politiet kunne tidligere lørdag give et signalement af manden, der mistænkes for at have stukket den 19-årige i brystet med en stor kniv: 

Den formodede gerningsmand er cirka 185 centimeter høj, mørk i huden og havde en mørk eller sort jakke, muligvis med Nike-skrift, på. Manden er slank. Derudover havde han en sort eller grå kasket på.

Politiet arbejder stadig på at finde ud af, hvad motivet bag knivstikkeriet er.

- En af hypoteserne er, at man (offeret og gerningspersoner red.) kender hinanden i et eller andet omfang. Om der er tale om hævn, noget i forbindelse med en handel eller noget tredje, skal efterforskningen vise, siger Ole Vanghøj.