Tidlig juleferie, lukning af natteliv og aflyste julefrokoster: Her er de nye anbefalinger

TV2 erfarer, at epidemikommissionens anbefaler nedlukning af nattelivet forud for pressemøde om coronasituationen klokken 18.30.

Statsministeret indkalder til pressemøde klokken 18:30. Ifølge TV2 er der lagt op til nye restriktioner.
Statsministeret indkalder til pressemøde klokken 18:30. Ifølge TV2 er der lagt op til nye restriktioner.
Foto: Philip Davali / Scanpix

Epidemikommissionen anbefaler, at der indføres en række nye restriktioner for at begrænse coronasmitten. Herunder blandt andet lukning af nattelivet og hjemsendelse af skoleelever allerede 15. december.

Derudover lyder der en opfordring til at aflyse sociale arrangementer, herunder julefrokoster. Det erfarer TV 2.

Som vanligt lægger regeringen sig op af kommissionens anbefalinger, hvilket betyder, at den indstiller til følgende:

- Lukning af natteliv. Herunder nævnes natklubber, diskoteker og lignende, hvor der blandt andet lægges vægt på, om der er et dansegulv.

- Lukning af indendørs og udendørs serveringssteder fra midnat og frem til klokken 05. I samme periode anbefales et forbud mod salg af alkohol.

- Indførelse af krav om mundbind eller visir for både gæster og ansatte på serveringssteder. Dog med undtagelse af siddende gæster samt ansatte med coronapas.

- Forbud mod at samle flere end 50 stående gæster ved indendørs koncerter, forestillinger, forevisninger og lignende.

15. december:

- Alle grundskoleelever sendes tidligere på juleferie. Der anbefales lukning af skoler fra 15. december til og med 4. januar. Det gælder dog ikke elever på specialskoler og specialklasser.

- Også SFO'er og andre fritidstilbud holdes lukket i samme periode.

- Der tilbydes nødpasning for elever omfattet af lukningen.

19. december:

- Efterskoler og fri fagskoler skal holde lukket til og med fredag 7. januar.

Dans og sang spreder smitte


Kommissionen begrunder anbefalingerne om lukning af nattelivet med, at den forventer, at omikron-varianten vil kunne sprede sig hurtigt "i forbindelse med superspredningsbegivenheder i relation til julearrangementer".

De tilføjer, at der er en særlig stor risiko, når arrangementerne involverer "socialt samvær med dans og sang".

Det er i samme kontekst, at der ifølge TV 2s oplysninger opfordres til, at man aflyser de julefrokoster, man måtte have i kalenderen.

Vil undgå indgribende tiltag


TV2 erfarer, at epidemikommissionens anbefaler nedlukning af nattelivet før for pressemøde om coronasituationen klokken 18.30.

Epidemikommissionen kalder det en "rettidig indsats" og et forsøg på at undgå mere mere indgribende tiltag op mod jul, og der er en klar forventning om, at der henover vintermånederne vil komme yderlige pres på sygehusene og et endnu højere smittetryk, end hvad tilfældet er i dag.

Folketingets partier mødes for at drøfte den nye indstilling klokken 12.15, men Enhedslisten, SF og Radikale Venstre har allerede nikket til, at de - ligesom regeringen - vil følge myndighederne anbefalinger.

Statsministeriet har indkaldt til pressemøde klokken 18.30.