Stop for Aula-beskeder efter skoletid – ordfører vil hjælpe pressede familier

Det er på tide at tale om løsninger, mener ordfører.

20210712-101201-7-6000x4000ma
Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Beskedfunktionen på platformen Aula skal lukke ned uden for skolernes åbningstid, så modtagere først får beskeder igen inden for almindelig arbejdstid.

Det mener undervisningsordfører Sigurd Agersnap (SF).

Faktisk viser en undersøgelse fra 2023 gennemført af Kombit, at 46 procent af skoleforældre oplever, at de får for mange beskeder på platformen.

Det vil Socialistisk Folkeparti nu gøre noget ved.

- Grænserne mellem arbejde og privatliv er blevet visket ud, og det kan ikke være rigtigt, at forældre og lærere skal tage Aula med ind under hovedpuden. De bør kunne gå i seng uden at tage stilling til ting, der sagtens kan vente til i morgen, lyder det fra Sigurd Agersnap.

Bakkes op af lærere og forældre

I undersøgelsen er forældre og skolelærere blevet spurgt, hvordan en lukning af Aula uden for normal arbejdstid ville påvirke deres oplevelse af platformen.

Hertil svarer 44 procent af lærerne, at det i høj grad eller meget høj grad ville forbedre deres oplevelse.

Også 26 procent af forældrene stemmer i.

Selvom Sigurd Agersnap godt forstår, at man løbende tjekker sine beskeder, mener han ikke, at det er holdbart:

- Når man arbejder med mennesker, kan det være svært at lægge fra sig, når man kommer hjem, men jeg tror ikke, at det er godt på den lange bane, siger han.

Han mener i stedet, at det skal gentænkes, hvordan vi bruger platformen.

- I stedet for at se Aula som et nyt Messenger for skole-hjem-samarbejdet skal en besked på Aula være lidt som at sende en mail, siger han og uddyber:

- Man tænker sig lige lidt bedre om, inden man sender den, og samtidig har man ikke en forventning om at få svar med det samme.

Et bud på en løsning

Sigurd Agersnap påpeger, at vi i lang tid har talt om alle problemerne ved Aula.

Derfor mener han, at det nu er på tide, at vi begynder at tale om løsningerne.

- Vi er nødt til at snakke om, hvad det gode skole-hjem-samarbejde skal indeholde. Vi skal snakke om, hvad man taler om på Aula, og hvad man taler om ansigt til ansigt, siger han.

Og forslaget er en reel mulighed.

Sigurd Agersnap fortæller, at han allerede har spurgt Kombit, som står for kommunernes it-systemer, om det kan lade sig gøre, at man lukker beskedfunktionen i Aula ned efter et bestemt klokkeslæt, og hertil var meldingen klar:

- Det kan man sagtens, lyder det ifølge undervisningsordføreren.