Tidlig pension rammer de unge: Rasmus og Helena tager fra Thy til Christiansborg

Fem unge thyboer skal tirsdag tale deres sag for to folketingsudvalg.

Helena Lyngbye og Rasmus Søndergaard kæmper for at bevare "Skiftesporet" for sårbare unge.
Helena Lyngbye og Rasmus Søndergaard kæmper for at bevare "Skiftesporet" for sårbare unge.
Foto: Privatfoto

- Man vælger at smide en målgruppe på gulvet og tabe dem fuldstændigt.

25-årige Rasmus Søndergaard er klar i spyttet, når det kommer til det budskab han sammen med fire andre unge thyboer tirsdag middag skal levere foran Folketingets socialudvalg og beskæftigelsesudvalg.

Omkring klokken 13 går han sammen med 22-årige Helena Lyngbye og tre andre thyboer ind i Landstingssalen på Christiansborg Slot for at gøre medlemmerne af Folketingets socialudvalg og beskæftigelsesudvalg klogere på konsekvenserne af Arnepensionen.

Selvom reglerne om tidlig tilbagetrækning er tiltænkt de ældste, så rammer de også de unge.

- Det er en god følelse at få lov til at fortælle, hvordan det påvirker os.

- Men samtidig er det også frustrerende, at man er nødt til at fortælle det derovre (på Christiansborg, red.), siger Rasmus Søndergaard.

I Thisted Kommune er man i gang med at finde nogle af de millioner, der skal finansiere Arne-pensionen.

Politikerne i kommunens arbejdsmarkedsudvalg har blandt andet vedtaget, at man skal finde flere millioner kroner ved at droppe samarbejdet med Skiftesporet.

Skiftesporet er et socialpædagogisk støtte/behandlingstilbud til unge, som er på vej, eller skal hjælpes på vej til enten job eller uddannelse

- Det er rigtig vigtigt tilbud for at komme videre på arbejdsmarkedet på en god måde. Det er derfor, vi tager til Christiansborg, lyder det fra Helena Lyngbye, der har været knyttet til Skiftesporet i halvandet år.

Har knoklet for foretræde

Skiftesporet hjælper blandt andet unge med at få foden ind på arbejdsmarkedet.

- Det er springbræt til at komme ud til virksomheder. Det træner en i sociale færdigheder og mødefærdigheder, siger Rasmus Søndergaard.

Helena Lyngbye supplerer:

- Der er nogle færdigheder, jeg mangler. Det er dem, jeg kan træne på Skiftesporet.

Rasmus Søndergaard forklarer, at mødet med udvalgene er kulminationen på flere måneders hårdt arbejde:

- Vi valgte at tage teten for at gøre noget ved det.

De unge thyboer understreger, at deres tur til Christiansborg ikke kun skal komme dem til gavn.

- Det skal også hjælpe fremtidens unge, lyder det fra Rasmus Søndergaard.