Manglede redningsbåd i konkret situation – nu er der godt nyt

Hvide Sande Redningsstation har efter to måneder fået redningsbåden Emile Robin tilbage.

Redningsbåden Emile Robin sejlede ind i havnen klokken 22.30 onsdag aften. (Arkivfoto).
Redningsbåden Emile Robin sejlede ind i havnen klokken 22.30 onsdag aften. (Arkivfoto).
Foto: Forsvaret

Redningsbåden Emile Robin ligger nu til kaj i Hvide Sande.

Havnebyen har været uden redningsbåd i to måneder, da Emile Robin har været til eftersyn i Aalborg.

Det glæder Frits Pedersen, der er stationsleder på Hvide Sande Redningsstation, at båden igen er klar.

- Det er godt, den er tilbage, for vi vil jo helst have, at den er klar til udrykning, det er jo derfor, den er der. Vi har nu sat den i drift igen, så vi er klar, hvis der skulle ske noget, understreger han.

I den mellemliggende periode har redningsbåde fra andre stationer bidraget med hjælp, mens en lille, hurtiggående båd fra Hvide Sande Redningsstation også har været til rådighed.

Ifølge stationslederen har der i perioden kun været en enkelt situation, hvor de havde brug for deres egen redningsbåd.

- Vi har haft en enkelt gang på de to måneder, hvor vi godt kunne have brugt vores redningsbåd, men det gik heldigvis uden. Det var i forbindelse med en strandet fiskekutter, der skulle trækkes fri, fortæller Frits Pedersen.

Utrygt for folk

Det er hvert femte år, at redningsbåden bliver sendt til et eftersyn.

- Normalt vil det tage en måned, men det her tog to måneder, og det var selvfølgelig træls, siger stationslederen.

Thomas Hansen, der er bådførende på Hvide Sande redningsstation, har også tidligere fortalt, at det var en irriterende situation.

- Det er jo utrygt for folk herude. Det er er rigtig vigtigt, at vi har båden, for uden den er der mange redningsaktioner, vi ikke kan lave. Vi kan for eksempel ikke bugsere nogle skibe, hvis de skulle springe læk, fortalte han.

Redningsbåden sejlede ind i havnen klokken 22.30 onsdag aften.