Rune jubler over kilometerlang støjskærm: - Vi kan ikke bede om mere

En 1,3 kilometer lang støjskærm langs Silkeborg Motorvejen ved Buskelund står snart færdig.

Rune Birkemose Jakobsen, der er talsmand for gruppen ”Ta’ toppen af støjen” i Silkeborg, har kæmpet i flere år om skærmen.
Rune Birkemose Jakobsen, der er talsmand for gruppen ”Ta’ toppen af støjen” i Silkeborg, har kæmpet i flere år om skærmen.
Foto: Jakob Fenger, TV MIDTVEST

I årevis har beboerne i Buskelund levet med larmen fra Silkeborg Motorvejen. 

Men i slutningen af maj vil et 1,3 kilometer lang støjskærm stå færdigt.

Det vil gøre livet i Buskelundområdet inde bag støjværnet noget bedre, siger en af dem, der har kæmpet for det kilometer lange plankeværk.

- Når det har været værst, så har vi kunnet høre det hele vejen ind i huset. Og vi har haft beboere i området, som har været meget mentalt påvirket af situationen, fortæller Rune Birkemose Jakobsen, der er talsmand for gruppen ”Ta’ toppen af støjen” i Silkeborg.

Skærmen vil dæmpe støjen til under de 58 dB, som er Miljøstyrelsens vejledende grænseværdi for vejstøj ved boligområdet.

- Vi kan ikke forvente, at støjen forsvinder helt, men så længe vi holder os inden for de grænser, der er sat, så kan vi ikke bede om mere, siger talsformanden.

Skærmen består af brune aluminiumskasetter, som har en fast bagside, og så har den en fuld absorberende forside, hvor støjen bliver fanget inde i uld.

Sej kamp

I flere år har blandt andet Rune Birkemose Jakobsen kæmpet for, at der blev gjort noget ved støjen fra motorvejen.

Han fortæller, at gruppen først tog fat i politikere på Christiansborg og derefter lokalpolitikerne.

Parterne, staten og kommunen, havde nemlig længe været uenige om, hvem der kunne drages til ansvar for, at beboerne i Buskelund oplevede støjgener.

Det blev senere besluttet, at støjafskærmningen skulle finansieres i en 50-50-model, hvor staten betalte den ene halvdel, mens kommunen betalte den anden.

- Jeg syntes, at borgerne blev holdt lidt som gidsler i det her, siger Martin Jakobsen (K), der er formand for Plan- og Vejudvalget i Silkeborg Kommune.

Støjværnet har kostet tæt på 20 millioner kroner.