Sand gyser venter Saba

Danske Spil spår, at Saba fra Ringkøbing ligger lige på vippen til at gå videre til Eurovision-finalen.

Saba, da hun vandt det danske Melodi Grand Prix lørdag den 17. februar 2024.
Saba, da hun vandt det danske Melodi Grand Prix lørdag den 17. februar 2024.
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Du skal ikke være bekymret for, om dine popcorn bliver spist under aftenens semifinale ved Eurovision, hvor Saba fra Ringkøbing i år repræsenterer Danmark.

Der er nemlig lagt op til noget af et drama.

Ifølge Danske Spils forudsigelser er der risiko for, at Saba med sangen Sand går i hendes forgængeres fodspor, som de sidste par år ikke er gået videre til lørdagens store finale.

Det skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.

- 10 deltagere går videre fra aftenens semifinale, og lige nu vurderer vi danske Saba som nummer 11 i rækken af kunstnere til at gå videre, men det er særdeles tæt, og der skal formentlig ikke rykkes særlig mange stemmer, før Saba pludselig er med i det gode selskab, siger Peter Emmike Rasmussen, der er oddssætter og mangeårig Eurovision-ekspert hos Danske Spil, i meddelelsen.

Alligevel spår Eurovision-eksperten, at Danmarks chancer for at gå videre til finalen er større sammenlignet med sidste år.

Ifølge eksperten har de danske kunstnere ved Eurovision ikke været favorit til at gå i finalen de seneste fire år.

I 2023 var det Reiley med sangen Breaking My Heart, der ikke fik sunget sig videre.

Overvejede at trække sig

Efter Saba vandt det danske Melodi Grand Prix i februar, var hun i tvivl om, hvorvidt hun ville stille op til Eurovision.

I år står Eurovision i et særligt lys på grund af konflikten i Mellemøsten, og det spillede en rolle for ringkøbingenseren, der i tæt dialog med DR drøftede den særlige situation.

Beslutningen endte med, at hun ønskede at stå på den store scene i Malmø.

For Saba lød overvejelserne bag deltagelsen sådan her:

- Det har ikke været nogen nem beslutning for mig. Men jeg håber og tror, at jeg som en brun kvinde, der ovenikøbet er adopteret, queer og kæmper med psykiske udfordringer, kan spille en vigtig rolle i at gøre Malmø til en inkluderende fest, hvor jeg kan repræsentere en masse mennesker og Danmark på min helt egen måde. Jeg kan repræsentere meget, men situationen i Mellemøsten er mere, end jeg kan bære på mine skuldre. Jeg ønsker kærlighed og fred til alle mennesker, siger Saba til DR. 

Semifinalen kan ses på DR torsdag klokken 21.