I Viborg skal der spares millioner på at hjælpe ledige i job
Arne-pensionen skal blandt andet finansieres gennem nedskæringer på hjælpen til ledige, og i Viborg betyder det farvel til et fysisk kursus.
Hvordan ser det gode CV ud, og hvordan skriver man en ansøgning, der skiller sig ud blandt de andre i bunken?
De spørgsmål kender mange jobsøgende til. Én af dem er Ingvild Marie Methi, der kommer fra Norge, men nu bor i Viborg. Hun er i disse uger på et kursus hos Jobigen, der hjælper hende med at kunne score det job, hun ønsker sig.
- Det her har været helt super til at hjælpe mig med at finde mine kompetencer og få dem samlet, siger Ingvild Marie Methi, der er uddannet indenfor grafisk design.
Men for andre i samme situation som Ingvild Marie Methi, så bliver kurset ikke magen til i fremtiden. Forløbet hos Jobigen er nemlig ét af de tilbud, som Viborg Kommune skal skære ind til benet for at finde penge til at finansiere Arne-pensionen.
- Det er jo en bunden opgave, vi har fået fra Folketinget og byrådet om at finde den her nytænkning på beskæftigelsesområdet, så det er en lidt speciel situation, fortæller Socialdemokratiets Anders Bertel, der er formand for Beskæftigelsesudvalget i Viborg Kommune.
Farvel til forskellige tilbud
I Viborg findes pengene ved øget anvendelse af digitale samtaler og opfølgningsmøder med ledige, sygemeldte og virksomheder. Kurset Jobigen bliver blandt andet digitalt.
Mere end 300 er lige nu tilmeldt de kommunale beskæftigelsestilbud, som nu skal spænde livremmen ind.
Til gengæld skal der bruges flere penge på almene uddannelsespladser og på Den Forberedende Grunduddannelse (FGU), da flere unge skal hjælpes i uddannelse enten direkte eller via et forberedende forløb.
Her er man ikke alene
Udover de helt lavpraktiske ting, så har kurset hos Jobigen også hjulpet Ingvild Marie Methi til at indse noget andet.
- Det er ikke min identitet at være ledig, jeg står bare mellem to jobs. Man er omkring folk i samme situation.
Den følelse genkender Nanna Halkjær, der netop har færdigudgjort sin kandidatuddannelse i samfundsfag og drømmer om at lande sit første job.
- Når man sidder derhjemme, kan man godt føle sig alene i den her ledighedsverden, men her oplever du, at der er mange i samme situation, fortæller Nanna Halkjær.
Derfor ærgrer kursusdeltagerne sig på de næstes vegne over, at forløbet i fremtiden bliver online.
- Jeg får en hverdag op at køre. Man kommer afsted og får arbejdet med sin ansøgning i stedet for at sidde hjemme, siger Nanna Halkjær.
- Man får god sparring med sine kursusdeltagere. Her føler jeg, at der bliver taget hånd om én. Jeg er ikke tilhænger af det online, fortæller Lone Schmeltz fra Viborg, der også deltager på kurset.
Er det her ikke noget af det, man godt kunne spare væk?
- Nej, det synes jeg ikke. Der er alt for mange, der bliver tabt på gulvet, siger Lone Lone Schmeltz.
Der skal alene i år findes 345 millioner kroner på jobcentrene ude i kommunerne landet over.