Så mange kan giga-møller tvinge fra hus og hjem

Det kan få store konsekvenser for lokalsamfundene, hvis der skal rejses 450 meter høje testmøller i Østerild eller ved Borris.

3:15
Et notat viser, hvor mange boliger der skal nedlægges, hvis der kommer nye testmøller i Borris eller Østerild.

Adskillige midt- og vestjyder skal forlade hus og hjem, hvis politikerne på Christiansborg beslutter, at der skal placeres et nyt testcenter for store vindmøller i enten Østerild i Thisted Kommune eller ved Borris Skydeterræn øst for Skjern.

Et notat fra Plan- og Landdistriktsstyrelsen viser, at der skal fjernes 20 boliger og fem sommerhuse, hvis der kommer to nye møller nord for det eksisterende testcenter i Østerild.

Og ender det med en løsning ved Borris er der to muligheder. Den ene kræver nedlæggelse af 85 boliger og et sommerhus - og den anden vil betyde, at 56 boliger og to sommerhuse fjernes.

- Det er ret voldsomt, at man i den grønne omstillings navn vil fortrænge borgerne i de her områder, lyder den umiddelbare reaktion fra Lise Bech, folketingsmedlem for Danmarksdemokraterne, da TV MIDTVEST gør hende opmærksom på tallene. 

Lise Bech, der er valgt i Thisted-kredsen, siger, at hun går ind for den grønne omstilling, men prisen kan blive for høj, mener hun.

- Det skal ikke være på bekostning af danskerne. Derfor skal de der testmøller ud på havet, hvis de skal være så høje, siger hun.

- Vores levegrundlag forsvinder

Anders Lynge Kjær er økologisk kødkvægsproducent i Hjardemål Klit.
Anders Lynge Kjær er økologisk kødkvægsproducent i Hjardemål Klit.
Foto: Lars Lauridsen, TV MIDTVEST

En af de borgere, der risikerer at blive tvunget hjemmefra, er den økologiske kødkvægsproducent Anders Lynge Kjær fra Hjardemål Klit. 

Han har 600 kreaturer af racen Angus, og hvis der kommer flere møller ved testcentret i Østerild, står han til at miste retten til at bruge de arealer, som kreaturerne går på om vinteren.

- Det vil blive meget svært at finde erstatningsjord. Den ejendom her er grundlaget for hele vores eksistens, og den føler jeg mig alvorligt truet på, siger han.

Levegrundlag forsvinder

Og det er ikke kun den forpagtede jord, han står til at vinke farvel til, hvis møllerne kommer. Den lejede ejendom, som hans familie har boet på i 11 år, står også til at blive eksproprieret. 

- Det er ikke bare vores hjem, der forsvinder. Det er også vores levegrundlag. Man bliver fortvivlet af usikkerheden. Det er ikke så rart at tænke på.

- Men skal man ikke også tage hensyn til den grønne omstilling og vindmølleindustrien?

- Det skal man. Men vi skulle gerne have tingene til at gå hånd i hånd. Procentvis udgør de huse, der vil forsvinde, en stor procentdel af vores lokalsamfund. Det bliver jævnet med jorden, siger Anders Lynge Kjær.

Det nationale testcenter for store vindmøller i Østerild
Foto: Lars Lauridsen, TV MIDTVEST

Minister stiller ikke op

TV MIDTVEST ville gerne have interviewet den øverste politiske ansvarlige, kirke- og landdistriktsminister Louise Schack Elholm (V), om problemstillingen og spurgt hende, om hun er enig i, at prisen for den grønne omstilling kan blive for høj.

Ministeriet meddeler, at ministeren ikke har mulighed for at stille op. 

Inden Borris og Østerild kom i spil, har myndighederne lavet grundige undersøgelser af seks andre steder, der kan komme i betragtning til et nyt testcenter. 

Undersøgelserne viste imidlertid, at der var "udfordringer af forskellig karakter". Derfor besluttede politikerne også at undersøge Borris og Østerild. Disse undersøgelser ventes afsluttet inden årets udgang.