Ny norsk bagspiller vil i slutspillet med Mors-Thy

23-årig nordmand fra Haslum HK har skrevet en toårig kontrakt med Mors-Thy.

Sander Adreassen Øverjordet.
Sander Adreassen Øverjordet.
Foto: Mors-Thy Håndbold

Mors-Thy Håndbold er så småt i gang med at sammensætte det hold, der skal spille i den blå trøje i den kommende sæson.

Klubben har netop skrevet kontakt med 23-årige norske bagspiller Sander Adreassen Øverjordet, der i denne sæson spiller for Haslum HK.

- Først og fremmest synes jeg, at Mors-Thy Håndbold er en spændende klub, som blandt andet er kendt for at udvikle unge spillere. Jeg har fået et godt indtryk efter mit besøg her - både af klubben, byen, supporterne, ja hele pakken, og jeg glæder mig til at komme til Mors-Thy Håndbold og komme i gang, siger han i en pressemeddelelse.

Mors-Thys sportschef Henrik Hedegaard siger, at klubben har længe har haft et godt øje til den unge nordmand. 

- Selv om han er et ukendt navn i dansk håndbold, så er det altså ikke en hr. hvem-som-helst, som tiltræder i Mors-Thy Håndbold til sommer. Sander har netop fået debut på det norske A-landshold til det nyligt afholdte Golden League-stævne i Danmark, og han anses som et af norsk håndbolds helt store talenter. Vi ser Sander som en stærk tilføjelse til vores gruppe af dygtige playmakere og venstre backs, siger Hedegaard.

Den 190 centimeter høje bagspiller kender i forvejen Mors-Thys kommende Jonas Wille, og det var også medvirkende til, at han valgte den danske klub.

- For mig er det et niveau op at komme til den danske liga, og forhåbentligt kan jeg præstere godt og spille stabilt, og hjælpe Mors-Thy Håndbold til at blive et slutspilshold - slutspil en god ting at have som målsætning, siger Sander Andreassen Øverjordet.

Hvis ambitionen om slutspil skal gå i opfyldelse, kræver det en placering i grundspillets top otte. Mors-Thy var sidst i slutspillet i 2017.

Øverjordet har første arbejdsdag i Mors-Thy 1. juli 2020. Der er tale om en toårig kontrakt.

Torsdag aften tog Mors-Thy i øvrigt imod Skanderborg på hjemmebane. Skanderborg vandt klart 37-22.