Nyt statement i gammel fejde: 3.000 fakler omkranser Tange Sø

Tange Sø bliver søndag eftermiddag lyst op med fakler, så beslutningstagerne anført af miljøminister Lea Wermelin (S) får øjnene op for søens betydning hos lokalbefolkningen. Sagens kerne er en gammel strid.

Det er første søndag i advent. Så skydes julen for alvor i gang. Men ved Ans mellem Silkeborg og Viborg markerer tusindvis af mennesker også en opbakning til Tange Sø, der i årevis har været strid omkring.

- Der er 3.000 mennesker, som har meldt sig til den her demonstration, hvor de bliver fordelt rundt om søen, og så tænder en fakkel klokken 16.30 og brænder den i tyve minutter, hvor der bliver lavet optagelser, så man kan se, hvor stort det er, siger Jarl Gorridsen, der er formand for Foreningen til Bevarelse af Tange Sø, til TV MIDTVEST.

Formålet er at overbevise dem i København personificeret ved miljøminister Lea Wermelin (S) om, at Tange Sø skal bevares. 

- Det er ekstremt vigtigt, når der sidder nogen i nogle styrelser og regeringskontorer og træffer beslutninger, at de ved, hvilken betydning de har.

Demonstranter kæmper for at bevare Tange Sø ved at tænde fakler hele vejen rundt om søen.

Langvarig konflikt om laksens passageforhold

Siden begyndelsen af 90'erne har lystfiskere, naturforkæmpere og lokale været uenige om hvad der skal ske med Tange Sø.

Søen er landets største kunstige sø og blev anlagt for 100 år siden som vandkraftsø til Tangeværket.

Men sø og værk besværliggør laksens passage gennem Gudenåen, mener lystfiskere og Danmarks Naturfredningsforening. Derfor har de i årtier foreslået enten at sløjfe søen eller føre Gudenåen uden om både værket og søen.

Samtidig mener lokale, at søen er unik og har en særlig naturskøn værdi.

Skiftende miljøministre har besøgt området, og i august kiggede Lea Wermelin forbi. For inden årets udgang skal hun efter planen indstille, hvad der skal ske med søen.

I august lagde miljøminister Lea Wermelin vejen forbi og lyttede til de forskellige parter i konflikten om Tangeværket og den dertilhørende sø.

Læs flere artikler fra Silkeborg eller i kategorien Natur.