Beboerformand: - Nu kan vores beboere sove lidt mere roligt om natten

De ånder en lille smule lettet op i Silkeborg fredag morgen. Én person er nemlig blevet anholdt og sigtet for de mange påsatte containerbrande de seneste måneder.

Der er nu langt om længe en anholdt i sagen om de mange påsatte brande i et udsat boligområde i Silkeborg.
Der er nu langt om længe en anholdt i sagen om de mange påsatte brande i et udsat boligområde i Silkeborg.
Foto: Allan Ødegaard, TV MIDTVEST

Det er en lettet beboerformand i Silkeborg, der i dag har fået nyheden om, at der nu langt om længe er anholdt én i sagen om de mange påsatte brande i et udsat boligområde i Silkeborg.

- De her brande har jo betydet, at beboerne her har været meget utrygge over, hvornår den næste brand mon kommer. Og det gør jo, at nu kan vores beboere sover lidt mere roligt om natten, siger Joan Nielsen, der er formand beboerforeningen Afdeling 18, ABB Silkeborg på Resedavej.

Fredag morgen ransagede politiet ti forskellige adresser i boligområdet ved Lupinvej og Resedavej i Silkeborg.
I den forbindelse er en 17-årig mand fra Silkeborg blevet anholdt og sigtet for flere tilfælde af brandstiftelse i kvarteret.

- Jeg synes, det er en enorm lettelse, at der er nogle anholdte i sagen. Men samtidig synes jeg også, det er trist, hvis det er en 17-årig, der har rendt rundt og sat ild og gjort vores beboere så utrygge, som de har været, siger beboerforeningsformanden og fortsætter:

- Jeg håber jo, de har anholdt, den der har gjort det – at det er det rigtige, det de har gjort, og det vil tiden jo så vise. Og er det den 17-årige, der har antændt ild, så er sagen forhåbentlig afsluttet, og vores beboere kan være trygge igen, siger hun.

Den 17-årige bliver fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Viborg i dag kl. 13.00.