Idrætshal forvandlet til klasselokale: Elever havde første skoledag efter asbestfund

Eleverne på Vorgod-Barde Skole fik sig en skoledag, de formentlig sent vil glemme. Et aspestfund på skolen sendte eleverne til undervisning i hallen.

Der er højt til loftet i det nye klasselokale på Vorgod-Barde Skole.
Der er højt til loftet i det nye klasselokale på Vorgod-Barde Skole.
Foto: Frederik Kortegaard, TV MIDTVEST

Det var en ganske usædvanlig skoledag, som eleverne fra Vorgod-Barde Skole mandag morgen mødte ind til. 

Efter et fund af asbest i skolens loft i fredags var undervisningen nemlig flyttet til den nærliggende hal.

- Det er selvfølgelig lidt mærkeligt, men jeg synes faktisk, det er meget hyggeligt, siger Ida Abildtrup Holm fra 6. klasse. 

Kan man godt koncentrere sig, når man sidder i en hal? 

- Ja, det synes jeg, men lyden er ikke så god, så man skal snakke lidt højere end normalt, siger Lisa Obel fra 6. klasse. 

Asbeststøv kan være årsag til visse kræftsygdomme, og derfor besluttede Ringkøbing-Skjern Kommune at lukke ind til skolens bygninger. 

- Vi ønsker ikke at tage nogen chance, og derfor er hele skolen lukket ned - dog således at der er adgang til SFO´en, siger Flemming Nielsen, fagchef for Dagtilbud og Undervisning i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Lisa Obel var en af de 167 elever, der mødte ind til undervisning i Vorgod-Barde Hallen.
Lisa Obel var en af de 167 elever, der mødte ind til undervisning i Vorgod-Barde Hallen.
Foto: Frederik Kortegaard, TV MIDTVEST

Ligner en normal hverdag 

Asbesten er blevet fundet i forbindelse med en renovering af den vestjyske skole. Forud for arbejdet havde prøver vist, at der ikke var asbest i skolen.

Fredag viste en ny prøve dog, at håndværkere i forbindelse med gennembrydningen til ventilationen var stødt på fibre, som ved nærmere analyse har vist sig at indeholde asbest.

Derfor har skolelederen og øvrig personale arbejdet på højtryk for at gøre skolen klar til mandag morgen. Samtidig fik de også god hjælp fra eleverne. 

- Det har været nødvendigt, at vi stod sammen om det her. Alle har været behjælpelige, så selvfølgelig lykkedes vi med det her, siger skoleleder Mads Eriksen. 

- Jeg vil ikke sige, det ligner en almindelig hverdag nu, men det nærmer sig, uddyber han. 

Hvor længe det vil vare, før de ca. 170 elever på Vorgod-Barde Skole kan komme tilbage til deres sædvanlige klasselokaler, forventer kommunen at kunne give en udmelding om i begyndelsen af ugen.

Lige nu arbejder kommunen desuden på en løsning, der kan sende professionelle folk ind og hente nogle af elevernes bøger og undervisningsmateriale.