Avlere og minister holder møde, efter døde mink er smidt på jorden

Aflivede mink smides på jorden under åben himmel flere steder. Myndigheder, avlere og minister mødes mandag.

Det er episoder som disse, minkavlerne er stærkt utilfredse med.
Det er episoder som disse, minkavlerne er stærkt utilfredse med.
Foto: Brian Langballe Kristiansen

Fødevarestyrelsen har i løbet af weekenden haft problemer med at skaffe nok containere til de mink, der bliver aflivet på grund af corona.

Derfor er de døde mink flere steder blevet smidt på jorden under åben himmel.

Og det vækker harme hos Danske Minkavlere, der derfor skal mødes med fødevareminister Mogens Jensen (S) mandag aften for at få styr på situationen.

Det fortæller formand Tage Pedersen.

Minkavlerne skal også mødes med Fødevarestyrelsen og Statens Serum Institut mandag eftermiddag.

- Fødevarestyrelsen har kastet erhvervet ud i endnu en krise med billeder af døde mink smidt på jorden og rådne mink i overfyldte containere. Billederne går verden rundt og ødelægger vores arbejde med dyrevelfærd og branchens image.

- Og det er en hån mod de minkavlere, som har passet og plejet deres dyr. Myndighederne virker til fuldstændig at have tabt kontrol og overblik over, hvad de laver. Der er ingen, som ønsker at have døde dyr liggende i bunker på gårdspladsen, siger han i en skriftlig kommentar.

Fødevarestyrelsen siger til TV Midtvest, at det ikke udgør en sundhedsrisiko, at døde mink ligger under åben himmel. Og at flere containere er ved at blive skaffet.

Minkavlere indstillede arbejdet

Coronavirus har spredt sig hastigt blandt minkfarme i Danmark. Især nordjyske minkfarme er hårdt ramt.

Ifølge tal fra Fødevarestyrelsen lørdag står minimum 400 af landets 1138 minkfarme umiddelbart til at blive aflivet. Det svarer til hver tredje minkfarm i landet.

1. oktober besluttede regeringen at aflive alle mink på smittede besætninger samt raske besætninger, som er inden for en radius af 7,8 kilometer fra en smittet farm.

Både myndighederne - ledet af Fødevarestyrelsen - og minkavlerne selv hjælper til med aflivningsarbejdet.

Men regeringens beslutning om at aflive raske mink, der er tæt på en smittet farm, mener flere minkavlere ikke, der er videnskabeligt grundlag for.

Det har fået flere avlere til at indstille arbejdet med aflivningen de seneste dage.

Minkavlerne og Mogens Jensen har allerede holdt møde om hele situationen om aflivningen fredag aften.

Her blev det besluttet, at en række minkfarme, der har været ramt af corona, får lov at beholde deres raskmeldte dyr.

Med de nye retningslinjer kan mink fritestes. Det vil sige, at man undersøger om mink, der tidligere har været smittet, har udviklet antistoffer og ikke længere er bærere af virusset. De må i så fald blive pelset.

Der er dog fortsat mange usikkerheder og problemer forbundet med aflivningen, som den finder sted nu. Derfor er der behov for endnu et møde, lyder det.

/ritzau/