Kortslutning satte ild til foderanlæg på svinefarm

Fredag aften har der været brand i et foderanlæg på en gård i Lemvig. Ingen dyr er kommet til skade, og branden er under kontrol.

- Der er stadig flammer, da jeg kommer derud, men de har været dygtige med deres indsats, lyder det fra Kresten Maarupgaard fra Nordvestjyllands Brandvæsen.
- Der er stadig flammer, da jeg kommer derud, men de har været dygtige med deres indsats, lyder det fra Kresten Maarupgaard fra Nordvestjyllands Brandvæsen.
Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Fredag aften måtte Nordvestjyllands Brandvæsen rykke ud til en brand på Gåskærvej i Lemvig.

Branden var opstået i en elovergang i et foderanlæg.

- Da vi når frem, er bonden og hans medhjælpere i gang med at slukke ilden med seks pulverslukkere, siger indsatsleder Kresten Maarupgaard.

Indsatslederen fortæller, at gårdejeren og de andres slukningsarbejde har været så godt, at det har dæmpet flammerne.

- Der er stadig flammer, da jeg kommer derud, men de har været dygtige med deres indsats, lyder det fra Kresten Maarupgaard fra Nordvestjyllands Brandvæsen.

Brandvæsenet er fredag aften i gang med at efterslukke noget korn, imens en elektriker er i gang med at reetablere strømmen, så der igen kan være strøm til ventilationen i svineopdrættet.

Indsatslederen for Nordvestjyllands Brandvæsen oplyser, at ingen af dyrene på gården er kommet til skade, og at der ikke er skade på nogen bygninger.