TTH Holstebro slået af Pytlicks Odense-kvinder

Efter en blandet start på 2018 vandt Jan Pytlicks Odense-hold med 36-24 over TTH Holstebro.

TTH tabte stort i Odense i dag.
TTH tabte stort i Odense i dag.
Foto: Johan Gadegaard / Ritzau Scanpix

Håndboldkvinderne fra Odense spillede sig lørdag op i top-tre i landets bedste række.
    
På hjemmebane vandt fynboerne med 36-24 over TTH Holstebro.
    
På sidelinjen kunne Odense-træner Jan Pytlick med ro i maven se sit hold kværne over TTH-spillerne efter en besværlig start på 2018 for Odense med to nederlag og nu to sejre.
    
Efter syv minutter bankede Mette Tranborg værterne foran med 5-1, og det lignede en tidlig afgørelse.
    
Ved pausen havde Odense øget til 18-11, og på det tidspunkt var der intet, der tydede på, at TTH skulle skabe spænding om udfaldet.
    
En stærkt fynsk indledning på anden halvleg eliminerede al håb for gæsterne.
    
Med sejren bytter Odense femtepladsen ud med tredjepladsen. Pytlick og co. har 20 point efter 15 spillerunder, mens TTH Holstebro har 14 point på ottendepladsen.
    
Ligaen toppes af København Håndbold med 26 point.
    
/ritzau/