TTH Holstebro forlænger med målmandstræner for landsholdet

Den erfarne målmandstræner Michael Bruun fortsætter i TTH Holstebro frem til 2023.

Michael Bruun har været en del af TTH Holstebro i 20 år.
Michael Bruun har været en del af TTH Holstebro i 20 år.
Foto: Ritzau Scanpix / Liselotte Sabroe

Målmandstræner for landsholdet Michael Bruun skal også i fremtiden stå for målmandstræningen i TTH Holstebro og udviklingen af klubbens ligamålmænd. 

Det skriver i TTH Holstebro i en pressemeddelelse, hvor det fremgår, at en 3-årig kontrakt er på plads mellem håndboldklubben og Michael Bruun.

Dermed er målmandstrænerens kontrakt forlænget til 2023.

- Jeg ser frem til at sørge for, at målmændene tager med hænderne. Jeg synes, vi har været rigtig godt besat på målmandsposten i TTH, så det arbejde, glæder jeg mig til at fortsætte med, lyder det i pressemeddelelsen fra Michael Bruun.

Målmandstræneren har været en del af klubben i 20 år. 

- Jeg er glad for at være her, og TTH Holstebro betyder meget for mig. Det er min klub, og jeg synes godt om kulturen og menneskerne i og omkring den, siger Michael Bruun.

En rigtig klubmand

TTH-direktør John Mikkelsen glæder sig over, at klubben sammen med Dansk Håndbold Forbund og Michael Bruun har fundet en løsning, således landsholdsmålmandstræneren kan fortsætte med at være en del af TTHs trænerteam.

- Michael er den bedste inden for sit felt, og det er fortjent, at han nu skal være fast landstræner for målmændene på både herre- og damesiden, lyder det fra John Mikkelsen i pressemeddelelsen.

- Michael er en rigtig klubmand og en af ”vores egne”. Sammen med Claus Uhrenholt og Søren Hansen vil det blive en stærk lokal træner-trio, fortsætter direktøren.

Udover Michael Bruun har TTH Holstebro også lavet 3-årige kontrakter med de to andre trænere.