Lægemangel sender akutlægebil i garagen: Her holder den mest stille

I flere vestjyske byer har akutlægebilen ifølge Dagbladet Holstebro-Struer holdt stille flere dage.

2:16
I nogle områder har akutlægebilen været ude af drift i otte dage i løbet af sommeren.
Foto: Region Midtjylland og Sundhedsstyrelsen

I flere tilfælde har Region Midtjyllands lægebiler været tvunget i garagen på grund af lægemangel. 

Det skriver Dagbladet Holstebro-Struer på baggrund af en aktindsigt fra Region Midtjylland, der dækker perioden fra maj-september 2021. 

I hele regionen var der i de fire måneder 17,5 dage, hvor akutlægebilen var parkeret på grund af lægemangel. Særligt hårdt ramt var Holstebro og Lemvig, hvor akutlægebilen var ude af drift i henholdsvis otte og syv dage, mens lægebilen i Ringkøbing holdt stille to og en halv dag.

Akutlægebilen spiller blandt andet en rolle ved eksempelvis hjertestop og svære traumer. 

Blandt politikerne kritiseres driften i skarpe vendinger. 

- Jeg synes, det er en katastrofe. I vores område er det meget vigtigt, at lægebilen fungerer, når der er lidt længere til sygehuset eller hospitalet, siger Arne Lægaard, der er medlem af regionsrådet og selv bosiddende i Holstebro. 

Han bliver bakket op af Gunnar Lisby Kjær (V), der er medlem af sundhedsudvalget i Lemvig Kommune:

- En dag uden drift, er en dag for meget. 

Han hæfter sig ved, at problematikken kun gør sig gældende for Vestjylland. 

- Det kan man godt undre sig over, når det kan lade sig gøre i den øvrige del af Region Midtjylland, spørger han. 

Lægemangel skyldes blandt andet ferie

I hospitalsudvalget i Region Midtjylland har man fokus på de stillestående akutlægebiler.

- Der er forskellige pres på lægebilerne og der er meget stor efterspørgsel på anæstesilæger (som er en del af akutlægebilen, red.), siger Henrik Gottlieb Hansen (S), der er formand i udvalget.

Han fortæller desuden, at corona har presset regionens lægebiler yderligere. Derudover har afvikling af ferie ifølge udvalgsformanden også spillet en rolle.

Er det en undskyldning for, at vagterne ikke kan dækkes?

- Nej, men hvis der ikke er læger til stede, så kan man komme i sådan en situation, forklarer han.

Mandag mødes hospitalsudvalget.

Her vil de parkede akutlægebiler blive drøftet, oplyser udvalgsformanden.