Claus og Peter til Nytårsfestival: - Det er alletiders

De to bedste venner Peter Steen og Claus Henriksen er til Nytårsfestival med 250 andre i Baboon City i Herning. Festivalen er for folk med særlige behov, og de skal have det sjovt med sundhed og bevægelse

- Nytårsfest er alletiders. Nu har vi været inde og danse lidt, og vi har prøvet mange forskellige ting, fortæller Claus Henriksen. 
- Nytårsfest er alletiders. Nu har vi været inde og danse lidt, og vi har prøvet mange forskellige ting, fortæller Claus Henriksen. 
Foto: Ditte Georg Poulsen, TV MIDTVEST

Hvad er bedre end en nytårsfestival med 250 andre? Det er en festival med sin bedste ven.

De to bedste venner Peter Steen og Claus Henriksen var i dag til Nytårsfestival i legelandet Baboon City i Herning.

- Nytårsfest er alletiders. Nu har vi været inde og danse lidt, og vi har prøvet mange forskellige ting, fortæller Claus Henriksen. 

Festivalen er ikke helt som andre. Den er kun for folk med særlige behov, og så er der sunde bagtanker bag dansen og musikken i Herning i dag.

De to venner dansede til sang og musik.
De to venner dansede til sang og musik.
Foto: Ditte Georg Poulsen, TV MIDTVEST

En sund festival

Festivalen er arrangeret af foreningen Nytårsfestival, og det er syvende år, at festivalen slår dørene op for festglade folk.

Og formålet med arrangementet er klart.

- Det er for at give dem et sundt alternativ til de sædvanlige fester og arrangementer, de deltager i i løbet af et år, som gerne er fyldt med sodavand og øl og pomfritter og mange andre usunde madvarer, fortæller Anette Jensen, der er formand for Nytårsfestival.

Ifølge formanden lever mange af gæsterne til dagens festival ikke altid lige sundt. 

- Det usunde smager jo bare dejligt. Det kender vi andre også. Men de kan ikke se på den lange bane, hvilke konsekvenser det får for dem om 20 år, hvis de drikker sodavand hver eneste dag, siger Anette Jensen.

Frokosten - som bestod af kylling og salat - var godkendt af de to.
Frokosten - som bestod af kylling og salat - var godkendt af de to.
Foto: Ditte Georg Poulsen, TV MIDTVEST

Festivalgæsterne Peter Steen og Claus Henriksen tænker næppe på livstilssygdomme og immobilitet. Men den sunde frokost falder i god jord.

- Det er rigtig godt. Det er dejlig sund mad, vi får. Salat og kylling. Det smager hammer godt. Det er lige noget for os, lyder det fra Claus Henriksen. 

Dagens 250 festivalgæster kom fra både Herning, Holstebro, Lemvig og Ringkøbing-Skjern Kommune.

Peter Steen og Claus Henriksen kørte også ræs.
Peter Steen og Claus Henriksen kørte også ræs.
Foto: Ditte Georg Poulsen, TV MIDTVEST