Kort nyt

14. maj 2024 kl. 10:32

Tøjdirektør er ny formand i naturnationalpark

Tøj-direktør i Elsk Lars Riis er ny formand for bestyrelsen for Naturnationalpark Hanstholm.

I 2023 endte Lars Riis og Elsk i en shitstorm og sidenhen en lovestorm, da han og hans firma Elsk i 2023 donerede 100.000 kroner til Den Danske Naturfond.

Han har ikke tøvet med at sige ja til opgaven som formand for bestyrelsen for Naturnationalpark Hanstholm. Den har der også har været meget modsatrettede holdninger til.

- Det er i virkeligheden de mange forskellige interesser, jeg synes er interessant og en spændende udfordring, siger Lars Riis.

26 minutter siden

Beredskab er færdig ved gylleudslip

Omkring klokken 18 er Brand & Redning MidtVest stort set færdig med arbejdet ved et stort gylleudslip ved Tarm.

Det siger indsatsleder Lars Lyngvig.

- For  Brand & Redning stopper arbejdet umiddelbart nu. Der er styr på gyllen. Den kan ikke løbe andre steder hen, siger han.

I alt anslås omkring 16.000 kubikmeter gylle sluppet ud.

Fire lastbiler og tre traktorer er involveret i oprydningsarbejdet.

37 minutter siden

I aften skal du tænde for tv'et før tid

Lørdagens 19.30-nyheder fra TV MIDTVEST sendes før tid som følge af Danmarks testkamp mod Norge.

De regionale nyheder sendes derfor klokken 19.07, og de er kortere end sædvanlig.

Nyhederne klokken 18 sendes ligeledes tidligere.

Nyhederne kan som vanligt ses på TV 2 og TV MIDTVEST Kanalen.

19.30-nyhederne kan efterfølgende ses på TV MIDTVEST Play.

Kl. 14.59

Politi offentliggør alder på mand udsat for skibseksplosion

Det er en 49-årig, der lørdag er indlagt på sygehuset i Thisted, efter han lørdag eftermiddag blev ramt af en eksplosion på et skib i Nykøbing.

Det oplyser vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Anders Hansen til TV MIDTVEST.

Manden var formodentlig i færd med at rense en brændstoftank, da eksplosionen skete.

I den forbindelse er det muligvis opstået en "idealblanding" mellem nogle kemikalier, der har foråsaget en spontan eksplosion.

Mandes pårørende er underettet.

Kl. 14.27

Gylleudslip vokser i omfang

Et omfattende gylleudslip fra et biogasanlæg ved Tarm involverer nu gylle fra to gylletanke.

I alt estimeres 16.000 kubikmeter gylle nu at være sluppet ud.

Det oplyser indsatsleder ved Brand & Redning MidtVest Lars Lyngvig til TV MIDTVEST.

I første omgang var en tank med 8000 kubikmeter gylle kollapset, men gyllen fra en nærliggende tank er nu beygndt at sive, da der er kommet en sprække i tanken.

Tidligere var gyllemængden angivet i ton, men det er rettet til kubikmeter.

Kl. 14.22

Emma var "i chok", da hun vandt konkurrence

Det kom i den grad bag på Emma Saaugaard fra Nørre Felding ved Holstebro, da hun fredag aften vandt DR talentkonkurrencen KarriereKanonen.

- Jeg var lidt i chok. Det begynder så småt at gå op for mig, siger musiktalentet til TV MIDTVEST dagen derpå.

Sammen med Drengebandet Dupont vandt sangerinden under kunstnernavnet hun_sagde konkurrencen, der kulminerede efter et seks måneder langt intensivt træningsforløb.

- Hjernen skal lige lære at slappe af igen, siger hun.

Sammen med den anden vinder skal Emma Saaugaard nu spille på en række efterskoler landet over. Derudover har de to vindere fået tilbudt et coaching- og karriereudviklingsforløb.

Kl. 14.13

Vild panik efter gylleudslip

Ifølge TV MIDTVESTs reporter på stedet er der lige nu 'vild panik' på Egvadvej syd for Tarm, hvor der lørdag er kollapset en gylletank med 8.000 kubikmeter gylle. 

- Det ser ret voldsomt ud. Der kører en masse traktorer og gyllebiler rundt, som forsøger at suge gyllen op, siger Natasja Fie Danielsen.

Hun fortæller, at der er en gylletank mere ved siden af den kollapsede, som også har slået revner.

Den er dog nået at blive tømt, inden den også kollapsede.

Ifølge indsatslederen på stedet forventes oprydningen at tage fire dage. 

Tidligere var gyllemængden angivet i liter, det er rettet til kubikmeter.

Kl. 13.52

Nu kommer politiet med mulig forklaring på skibseksplosion

Styrhuset på et skib i Nykøbing Havn er lørdag eksploderet. 

Ifølge vagtchef for Midt- og Vestjyllands Politi, Anders Bøje Hansen, er der muligvis tale om, at en person var i gang med at rense en brændstoftank, da eksplosionen skete.

- Vi hælder til, at han har været i gang med at rense tanken, og så har der været dampe, som der på en eller anden måde er gået ild i. Men alt det her skal undersøges nærmere, siger vagtchefen.

Han fortæller, at personen på skibet er lettere tilskadekommen. 

- Han har brandsår og diverse skader, men er ikke i kritisk tilstand. Han er blevet kørt på Thisted Sygehus til tjek, siger Anders Bøje Hansen.

Kl. 13.32

Tusindvis trodsede regnen og kom til Åbent Hus

Omkring 3000 gæster lagde vejen forbi TV MIDTVEST lørdag til åbent hus.

- Det er flere end vi kunne drømme om, når vi nu ikke havde vejrguderne med os. Der var god stemning, og det har været dejligt at møde alle de seere og brugere, som normalt er dem, der kigger på os, siger direktør Lone Sunesen, TV MIDTVEST.

Kl. 12.16

Gylleudslip efter kollapset tank

En gylletank er kollapset lørdag først på eftermiddagen, oplyser Brand & Redning Midtvest.

Der er tale om en tank på et biogasanlæg med 8000 kubikmeter gylle, oplyser indsatsleder Lars Lyngvig. Det er på Egvadvej syd for Tarm

- Og der er også en tank mere, som er i fare for at tage skade, beretter indsatslederen.

Gyllen er løbet ud på pladsen og videre ud på omkringliggende marker og grøftsystemet.

Men det er inddæmmet nu, forsikrer indsatslederen.

Tidligere var gyllemængden angivet i ton, men det er rettet til kubikmeter.

Kl. 12.14

Parti deler nye detaljer om møde, hvor partifælle blev vraget

Røgen har dårlig lagt sig, før Socialdemokratiet Midt-Nord-Syd i en pressemeddelelse deler nye detaljer om den generalforsamling, hvor mangeårig socialdemokratisk byrådsmedlem Mette Nielsen blev vraget som kandidat til kommunalvalget i 2025.

Ifølge pressemeddelelsen, der lørdag eftermiddag er blevet sendt til TV MIDTVEST, fremgår det, at 89 ud af 96 stemmeberettigede ikke ønskede, at Mette Nielsen skulle have en plads på den socialdemokratiske liste.

- Som parti skal vi samle os den borgmesterkandidat, der er valgt af et stor flertal af vores medlemmer, siger formand for Socialdemokratiet Viborg Midt-Nord-Syd Bent Mikkelsen i pressemeddelelsen.

Til mødet var 115 socialdemokrater mødt op. 19 valgte dog at udvandre undervejs, da byrådsmedlem Mads Panny holdt et indlæg.

Én af disse var Mette Nielsen selv.

- Selvfølgelig er jeg træt af det, men jeg er i bund og grund ikke overrasket, sagde Mette Nielsen dagen efter generalforsamlingen til TV MIDTVEST.

Kl. 11.43

Billetter revet væk

12 minutter.

Så hurtigt blev alle 1.400 billetter til Thisted Ølfestival revet væk.

Det fortæller Kjeld Vang Lauritsen, der er en arrangørerne af festivalen.

- Vi er en gruppe om at lave det her, og jeg tror, at vi alle er lidt i chok. Vi havde ikke regnet med, at det ville gå så hurtigt, siger han. 

Kl. 10.51

Pas på: Akvaplaning uheld på motorvej

Uheld Linå
Foto: Presse-fotos.dk

Der er sket et uheld på Herningmotorvejen tæt på Linå.

Det fremgår af Vejdirektoratets hjemmeside.

Billeder fra ulykkesstedet viser, at en bil er kommet voldsomt til skade og holder i venstre spor. 

Vejdirektoratet skiver, at politi og redning er på stedet.

Vagtchefen for Midt- og Vestjyllands Politi oplyser, at der er åbnet for begge spor igen. 

- Der er tale om et solouheld efter akvaplaning. Føreren køres til tjek, men der er umiddelbart ikke tale om noget alvorligt, siger Jens Claumarch. 

Jens Claumarch oplyser desuden, at der ikke har været andre akvaplaning uheld lørdag. 

Kl. 09.32

Ukrainsk venskabsby kommer på besøg

I de næste tre dage er der ukrainsk besøg i Ikast-Brande Kommune.

Det er kommunens venskabsby Voznesensk, der kommer til Danmark, og det gælder også byens borgmester Yevhenii Velychko.

Programmet for de tre dage, søndag til tirsdag, indeholder blandt andet EU-parlamentsvalget søndag, et besøg på genbrugspladsen for at lære om bæredygtighed samt oplæg fra erhvervsrådet og besøg på forskellige lokationer i kommunen.

Ikast-Brande Kommune indledte et venskabsbysamarbejde med den ukrainske kommune sidste sommer.

Kl. 09.26

EU-regler overrasker i nyt program

- På en helt almindelig dag, tænker jeg nul gange på EU.

Sådan lyder det fra Daniel Houe, der til dagligt læser medicin på universitet, og som er storebror til TV MIDTVESTs journalist Sarah Houe.

Og da der snart er valg til Europa-Parlamentet, lokkede hun sin bror med i programmet ”Undskyld, hvis jeg keder dig”, for at vise ham at hans hverdag er fyldt med sager, der er smurt ind i EU.

Du kan i programmet blandt andet se, hvor meget EU fylder i et helt normalt supermarked

Kl. 06.59

Vestjylland gør rent bord til stor talentkonkurrence

Drengebandet Dupont og sangerinden hun_sagde vandt fredag DR talentkonkurrencen KarriereKanonen. 

Det skriver DR. 

Dupont består af fem venner fra Skive og Viborg, mens hun_sagde, med det borgerlige navn Emma Saugaard, kommer fra Holstebro. 

Du kan læse mere om Emma Saugaard her.


Kl. 06.48

Årvågen beboer fik begrænset brand til garage

Det kunne være endt meget værre, da der lørdag morgen udbrød brand i en garage i Nykøbing Mors.

Det fortæller indsatsleder Troels Guldbrandsen fra Nordjyllands Brandvæsen.

Han roser beboeren i huset.

- Efter at han opdagede branden, fik han med det samme lukket døren ind til huset. Derfor blev branden begrænset til garagen, fortæller indsatslederen.

Meldingen om branden kom klokken 8.01 lørdag morgen. Efter at brandvæsenet ankom, var den hurtigt under kontrol og slukket.

Kl. 06.40

Nu begynder åbent hus

TV MIDTVEST holder lørdag åbent hus for alle interesserede. 

Festlighederne foregår fra 09 til 15, og det vil blandt andet være mulighed for at møde folkene bag Fotovognen, Rasmus Tantholdt og B.S. Christiansen. 

Adressen er Søvej 2, men der er mulighed for at parkere ved Gråkjær Arena, hvorfra der går Shuttlebusser hen til TV MIDTVEST. 

Du kan se hele programmet her.

Kl. 05.53

Marked spærrer veje hele dagen

Brande-spærring
Foto: Vejdirektoratet

Flere vejstrækninger i Brande vil være spærret det meste af lørdagen. Det skyldes Brande Marked.

Vejdirektoratet oplyser, at Storegade vil være spærret mellem Ågade og sidegadedelen af Storegade.

Desuden er strækningen Borgergade-Torvegade spærret.

Det er frem til klokken 22 i aften.

Kl. 05.37

Regn - og måske hagl og torden

Det bliver en våd lørdag, melder DMI.

Regionaludsigten for det midt- og vestjyske fortæller om skyet vej med regn en stor del af tiden, og der er lokalt også risiko for hagl, torden og kraftige vindstød.

Temperaturen lander mellem 8 og 13 grader, og vinden bliver svag til frisk fra sydvest og vest. Ved kysterne lokalt hård vind.

I aften og i nat vekslende skydække og byger, måske med torden. 5 til 10 grader.

7. jun 2024 kl. 22:37

Overfald på statsministeren er "totalt uacceptabelt", mener minister

Minister for digitalisering og ligestilling Marie Bjerre (V) tager afstand fra det overfald, som statsminister Mette Frederiksen (S) fredag aften har været udsat for.

- Overfaldet på statsministeren er totalt uacceptabelt og et angreb på vores demokrati, skriver hun på X.

Marie Bjerre er født og opvokset i Rødkærsbro ved Viborg og har - med undtagelse af en kort pause - været en del af SVM-regeringen siden 2022.

På X erklærer ministeren sig enig med Venstres spidskandidat til Europa-Parlamentsvalget Morten Løkkegaard, der kalder det "rystende, at nogen angriber og slår Danmarks statsminister".

Københavns Politi bekræfter på X, at der har været en "en hændelse på Kultorvet, der involverer statsministeren".

En person er anholdt i sagen.