Vingegaards store ønske bliver opfyldt: - Den bliver, som han plejer at få den

Pizzamand i Glyngøre står klar med en durumrulle til byens tourvinder.

Der vanker en durumrulle med kebab, tomat, løg og dressing, som han plejer at få.
Der vanker en durumrulle med kebab, tomat, løg og dressing, som han plejer at få.
Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix og Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Han har flere gange luftet sin forkærlighed for den lille, sølvpapirsindpakkede rulle, mange har stiftet bekendtskab med en sen aften på vej hjem fra byen.

I weekenden, dagen før den sidste etape af årets udgave af Tour de France, da det stod klart, at Jonas Vingegaard ville køre ind i Paris i gult, blev han på et pressemøde adspurgt, hvad han planlagde at gøre som det første, når han kommer hjem til Glyngøre som dobbelt tourvinder.

Spørgsmålet fik ifølge TV 2 cykelstjernen til at smile.

- Spise en durum, svarede han.

Kærligheden til rullen luftede han også, da han onsdag ankom til Danmark til duften af rådhuspandekager.

Faktisk ville han ikke have noget imod, at rådhuspandekagerne blev skiftet ud med durum, fortalte han.

Gratis durum klar

Noget kunne da også tyde på, at han ikke behøver at bekymre sig om at anskaffe sig en durumrulle, når han torsdag lander hjemme i Glyngøre.

Overfor Skive Folkeblad forsikrer Nessar Ahmad Lodin, der driver Limfjordens Pizza & Grill i Glyngøre, at der nok skal blive en rulle til den lokale cykelhelt.

- Jeg står klar med en gratis durum til ham. Og den bliver, som han plejer at få den. Det er med kebabkød, tomat, løg og dressing, siger Nessar Ahmad Lodin til folkebladet.

Her fortæller han også, at det altid er en durumrulle, den dobbelte tourvinder bestiller, når han er hjemme i Glyngøre.