Region Midtjylland sikrer lægeklinik i Thyborøn
I Thyborøn er borgerne sikret lægehjælp, selvom Alles Lægehus Thyborøn lukker den 1. september. Lægehjælpen kommer fra Lemvig.
Region Midtjylland skal fra 1. september drive en lægeklinik i Thyborøn.
Det oplyser regionen i en pressemeddelelse.
1. september lukker Alles Lægehus Thyborøn, som Jens Thygesen har drevet med Alles Lægehus som partner.
Men nu er lægehusets borgere sikret lægehjælp fremover. For regionens Klinik for Almen Medicin i Lemvig kommer til at drive lægeklinikken i Thyborøn fra 1. september i år.
- På borgernes vegne er jeg meget glad. Jeg har helt fra min tid i kommunalbestyrelsen i Lemvig ønsket at regionsklinikken i Lemvig kunne udvide og drive Thyborøn Lægehus og andre lægehuse, hvor regionen har svært ved at skaffe læger, siger Susanne Buch (SF), formand for Nære Sundhedstilbud i regionen, i en pressemeddelelse fra Region Midtjylland.
Klinikken drives af Region Midtjylland og er sikret, at den kan fortsætte til 1. september 2030.
Skarp kritik
Lukningen af Alles Lægehus Thyborøn blev meldt ud i midten af marts, efter at Alles Lægehus har været i massiv modvind i DR-programmet Kontant, som kunne afsløre, at Alles Lægehus i flere tilfælde havde opkrævet betaling for arbejde, de ikke havde udført.
Klinik for almen Medicin i Lemvig får 2285 flere patienter, når de overtaget driften af lægeklinikken i Thyborøn. Derudover bliver der plads til en ekstra fuldtidslæge. Regionen oprettede i 2019 klinikken i Lemvig for at sikre lokale læger til borgerne.
- Det er meget glædeligt, at vores borgere forsat kan tilbydes lokal lægehjælp i Thyborøn. Det er tryghedsskabende, at regionen dækker ind i de tilfælde, hvor der ikke kan skaffes praktiserende læger, således at vi kan opretholde gode lokale sundhedstilbud, siger Erik Flyvholm (V), borgmester i Lemvig Kommune, i pressemeddelelsen.