Pape: - Jeg troede lige, vi slap for hende

De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, afviser, at han kan blive fristet til at indgå i en bred regering, som Socialdemokratiet ønsker.

Det Konservative Folkeparti mister to mandater.
Det Konservative Folkeparti mister to mandater.
Foto: Lars Lauridsen, TV MIDTVEST

Det har været en nervepirrende valgaften. Det kan Søren Pape Poulsen fra Det Konservative Folkeparti skrive under på.

- Arh, det er ærgerligt her til sidst. Altså helt aftenen har vi gået og tænkt på, at det her bliver spændende, og dét var jo spændende, og så ser det ud til, at hun lige hiver den hjem, siger Søren Pape Poulsen.

- Lad os nu se. Jeg aner ikke, hvor mange stemmer der er, og om der overhovedet er noget fintælling at komme efter, men det er det, der ærgrer mig allermest. Jeg troede lige, at nu slap vi for hende, men det ser det så ikke ud til, at vi gør.

Selvom den konservative formand har erkendt nederlaget til Mette Frederiksen (S), bliver han ikke fristet til at samarbejde med hende.

- Nej, det, synes jeg ikke, er så fristende. Det har jeg sagt hele valgkampen, så det ville være lidt mærkeligt, hvis jeg nu syntes, det skulle være en god idé, siger han til Ritzau.

Om sit eget partis valg, har han ikke mange ord.

- Vi har tabt en procent - to mandater. Det er ærgerligt, men altså det er til at håndtere.