MCH-direktør: - Det er et hårdt slag

Messecenter Herning har været nødt til at aflyse to af deres kommende messer. Det ærgrer messecenteret, som håber på endnu mere hjælp fra staten.

Georg Sørensen håber og tror på, at der vil komme hjælpepakker, der er målrettet de hårdest ramte.
Georg Sørensen håber og tror på, at der vil komme hjælpepakker, der er målrettet de hårdest ramte.
Foto: Frida Fisker, TV MIDTVEST

De havde ellers lige holdt både designmesse og automatikmesse, men grundet udviklingen i coronasmitten har Messecenter Herning set sig nødsaget til at aflyse sine to kommende messer, FoodTech og DiaLabXpo.

- Først og fremmest koster det en masse ærgrelse, fordi det er et hårdt slag for organisationen. Det er et hårdt slag for virksomheden. Det er et hårdt slag for udstillerne, siger Georg Sørensen, der er centerets administrerende direktør.

Selvom Georg Sørensen ærgrer sig over aflysningen, så var han ikke i tvivl om, at aflysninger var uundgåelige efter fredagens pressemøde.

- Vi har fået så mange tilkendegivelser hen over weekenden, fordi vi selvfølgelig har forsøgt at ringe ud til alle udstillere for at forklare dem situationen. Og alle har bakket 100 procent op, men de var rigtig, rigtig ærgerlige over det, fordi de havde forberedt sig og glædet sig - ligesom vi havde, siger Georg Sørensen.

Forhåbentlig hjælp på vej

Det er endnu uvist, hvor meget aflysningerne kommer til at koste MCH, men Georg Sørensen er fortrøsningsfuld.

- Vi tror på, at der kommer flere hjælpepakker, og vi tror også på, at der kommer nogen, der bliver endnu mere målrettet til de hårdest ramte virksomheder i Danmark. Det, har jeg en klar forventning om og en tiltro til, sker.

Også derfor er Georg Sørensen ikke i tvivl om, at de nok skal holde modet oppe. 

- Det er det, vi skal. Og det er også det, vi kan. Men det er klart, at det er svært, når der er så meget, der er uvist. Og uvist er jo blevet et nøgleord på et niveau, som ingen af os kunne forestille os, siger Georg Sørensen.

Også Venstres landsmøde og Det Konservative Folkepartis landsråd er blevet aflyst og afholdes nu istedet virtuelt.