Ung mand trafikdræbt efter uheld

Ung mand trafikdræbt efter uheld

En 18-årig mand fra Videbæk er død af sine kvæstelser, efter en trafikulykke ved Spjald lørdag eftermiddag.

En 18-årig mand, der lørdag blev alvorligt kvæstet i en trafikulykke ved Spjald, er død.

Det oplyser vagthavende ved Midt- og Vestjyllands Politi, Ole Vanghøj.

Lørdag eftermiddag blev den 18-årige mand påkørt på Gl. Landevej mellem Spjald og Videbæk. Den unge mand var i gang med en U-vending, da han blev påkørt i førersiden.

Manden, der er fra Videbæk, blev fløjet med helikopter til Århus Kommunehospital, hvor han søndag kl. 13 afgik ved døden.

I den modkørende bil sad en 29-årig mand fra Herning. Han kom ikke noget til ved uheldet. Der var ingen passagerer i de to biler.