TV-direktør: Landsdelen skal have et bredt medietilbud

Ny rapport vil slå DRs distrikter og TV2s regioner sammen

TV MIDTVEST direktør Lone Sunesen ser gerne flere og ikke færre medietilbud i landsdelen

Den længe ventede rapport om de danske public-service mediers fremtidige rolle blev i dag lagt frem, men modtagelsen var kølig set med regionale briller.

Et af de skitserede scenarier i rapporten er en sammenlægning af TV2s regioner med Danmarks Radios distrikter. En model der, ifølge rapporten, skal styrke den regionale aktualitets- og nyhedsdækning. 

Konklusionen bliver dog ikke købt af TV MIDTVEST direktør, Lone Sunesen.

- Vi har set modellen før, og vi er bestemt ikke vilde med den. I bund og grund skal vi ikke have færre men flere medier. Det er den måde vi kan skabe mere indhold til gavn for seerne i det regionale område, siger TV-direktøren.

Den holdning ser ud til at blive delt hos kulturminister Bertel Haarder. Han ser gerne at styrkelsen af public service kommer alle danskere til gode. Derfor er løsningen ikke færre men flere medier, der kan sikre et bedre tilbud, konstaterer han. 

I følge kulturministeren behøver der dog ikke at stå TV2 og DR på public service opgaverne. Derimod lægger han op til øget konkurrence, med flere udbydere omkring fadet.

- Det giver ingen mening for mig, at blot fordi DR eller TV2-regionerne fortager sig et eller andet, så er det pr. definition public service. Slet ikke i en medieverden i rivende udvikling, siger Bertel Haarder. 

For TV-direktør Lone Sunesen er det fortsatte fokus at skabe regionalt indhold, og dermed give en god og bred dækning af hele landsdelen. 

- Vi ser gerne et bredere samarbejde med de øvrige mediehuse i området. Men vi er fortsat af den opfattelse, at pengene skal følge de enkelte mediehuse, så vi kan koncentrere os om at lave godt indhold, slutter Lone Sunesen.

Ialt fem forskellige scenarier bliver lagt frem i rapporten. Blandt andet lægges der op til et salg af TV2 Danmark, samt at Radio 24syv skal ophøre.