Svinebakterie ude af staldene

Et stigende antal personer udenfor landbruget bliver smittet med den resistente svine-bakterie MRSA viser tal fra Statens Serum Institut

Den resistente bakterie MRSA er for alvor ude af svinestaldene og flere, som ikke er beskæftiget ved landbruget, bliver smittet.

Med 41 smittede personer er Region Midtjylland den region i landet, der har den største andel af uforklarligt smittede. De har ikke direkte været i kontakt med svin eller er blevet smittet på et hospital, skriver Viborg Stifts Folkeblad.

I alt 400 personer i Region Midtjylland bar i 2014 rundt på MRSA bakterien, viser tal fra Statens Serum Institut. Hver tredje svinebedrift ligger netop i denne region, og det kan være den oplagte forklaring på det stigende antal MRSA smittede, uden for landbruget.

- Koncentrationen af svinebesætninger øger naturligvis risikoen for, at man kan have kontakt med andre der er beskæftiget i landbruget, siger Steen Lomborg Andersen, der er ledende overlæge på Mikrobiologisk Afdeling Midt-Vest ved Regionshospitalet i Viborg.

Han understreger dog, at der skal mere end en flygtig kontakt til, for at smitten kan overføres fra en person til en anden.

En anden forklaring kan, i følge Hans Jørn Kolmos, professor i mikrobiologi ved SDU, være at smitten er luftbåret. Det betyder at den kan spredes ved gyllespredning eller under transport af avlsbesætninger. Desuden lever bakterien i støv, og kan spredes via staldenes ventilationsanlæg, mener professoren.