Spiritusbilist kørte ind i parkerede biler og et træ – og stak af

​En ung mand fra Snejbjerg havde en vild nat.

Alkometer og politibil
Foto: Flemming Christensen

En ung mand havde en vild nat, men det skulle ikke stoppe ham fra at køre i bil.

Klokken 22:08 fik politiet i Herning en anmeldelse om, at en bil var kørt ind i en parkeret bil på parkeringspladsen ved kollegiet på Nørregade i Herning. Den parkerede bil blev ved sammenstødet skubbet over i en anden parkeret bil.

- Bilisten kørte derefter fra stedet, fortæller Michael Rasmussen fra Herning Politi.

Det var dog ikke det sidste, de skulle høre fra den aggressive bilist i går aftes.

Kører ind i træ

Allerede klokken 22:25 modtager politiet en ny anmeldelse.

Her er en ung mand kørt ind i et træ ved Museumsgade. Vidner ser, hvordan føreren forsøger at få bilen fri, men da det ikke kan lade sig gøre - og vidnerne ikke vil hjælpe ham - så tager han alle sine ejendele fra bilen og skynder sig væk til fods.

- Vi tager derud og laver sporsikring, og en halv time efter dukker der så en mand op, der passer til vidnernes beskrivelse. Vi anholder ham klokken 23:02, fortæller Michael Rasmussen.

Den anholdte er en 19-årig mand fra Snejbjerg. Han er umiddelbart ikke blevet skadet af sammenstødet med træet, men til gengæld lugtede han kraftigt af spiritus. Han er nu sigtet for spirituskørsel.