Silkeborg-talent solgt til Ajax

Silkeborg IF sælger 17-årig spiller til Ajax - og opjusterer forventningerne til regnskabet.

Fodboldtalentet Kasper Dolberg fra Silkeborg IF fortsætter karrieren i den hollandske storklub Ajax Amsterdam.

Den 17-årige offensivspiller har skrevet en tre-årig kontrakt med de hollandske mestre, og salget skæpper så godt i kassen hos Silkeborg IF, at klubben opjusterer forvetningerne til regnskabet.

SIF har tidligere regnet med et underskud på fire til seks millioner kroner- nu venter man et minus på tre til fire millioner.

Sportschef i Silkeborg IF, Jesper Stücker, betegner Kasper Dolberg som et ekstraordinært talent.

- Jeg skal ærligt indrømme, at jeg gerne havde set Kasper få sit gennembrud på Silkeborg IFs førstehold før et skifte. Men når det nu ikke skulle være, så er dette den absolut bedste løsning for såvel Kasper som Silkeborg IF, siger sportschefen i en pressemeddelelse.

Kasper Dolberg har spillet i Silkeborg IF, siden han var U12-spiller. Han begyndte karrieren i GfG Voel og har spillet 15 landskampe for de danske U17 og U16-landshold.