Politiets bedste råd: Sådan skræmmer du tyven væk

Juleaften er udover at være en af årets hyggeligste aftener også en aften, hvor der ofte er mange indbrud. Her er politiets bedste tricks.

Tyven vælger det hus, hvor han lettest kan arbejde uforstyrret.
Tyven vælger det hus, hvor han lettest kan arbejde uforstyrret.
Foto: Nils Meilvang / Ritzau Scanpix

Det er jul, og hvor julen ofte er forbundet med fritid og hygge, så er det også en tid, hvor der traditionelt sker flere indbrud, fordi dagene er korte og en del flere huse står tomme.

Derfor opfordrer politiet til, at man midt i juletravlheden tænker over, hvordan man kan sikre sit hjem mod indbrud.

Tyven vælger det hus, hvor han lettest kan arbejde uset og uforstyrret af naboer og forbipasserende. Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Så en høj hæk eller høje buske kan gøre, at tyven kan skjule sig, mens han bryder ind af for eksempel en terassedør eller et vindue. Samtidigt vil tyven også gå efter et hus, hvor der ikke er nogen hjemme. Han kigger blandt andet efter, om der er mørkt i huset, om postkassen er tømt, og om der er fodspor omkring huset, om der er en bil hjemme eller lignende. Samtidigt vil tyven også kigge ind af vinduet og være opmærksom på, hvorvidt der er værdifulde og let omsættelige ting, som for eksempel fjernsyn, musikanlæg, fotoudstyr og lignende.

Dette kan du gøre

Det er aldrig muligt helt at undgå et indbrud, men der er ting du selv kan gøre, som gør dit hus mindre attraktivt for tyven.

Det er vigtigt, at du lukker og låser dine døre og sikrer, at vinduerne er forsvarligt lukkede og haspede, inden du går. Samtidigt anbefaler politiet, at man løbende vedligeholder træværket i og omkring vinduer og døre, og at hasper og hængsler er intakte og fungerer.

Politiet opfordrer til, at man kontakter dem på telefonnummer 114, hvis man ser noget mistænkeligt i juledagene.

- Ring hellere en gang for meget. Det kan være med til at forebygge et indbrud, skriver de i pressemeddelelsen.