Politiet på jagt: Brug ikke mobilen bag rattet

​Nu går politiet endnu en gang på gaden for at fange bilister, der ikke kan lade mobilen være.

Bøden for at bruge håndholdt mobil under kørslen er 1500 kroner. Foto: Rådet For Sikker Trafik

De fleste kender det godt. Mobilen bimler, mens man kører ud ad landevejen. Her skal bilisten tage en beslutning – om ikke at tage den.

Men det er der alt for mange, der gør alligevel. Gang på gang stopper politiet bilister, der taler i håndholdt telefon, skriver SMS’er eller som måske endda er på Snapchat. Og det er ikke bare dyrt, men også dumt.

Uopmærksomhed er nemlig en af de helt store syndere, og i tidsperioden fra 2010 til 2014 mistede 354 personer livet på de danske landeveje i ulykker, hvor uopmærksomhed var en medvirkende årsag. Her i landsdelen havde vi flest dræbte, da 50 personer mistede livet i perioden. Det viser tal fra Vejdirektoratet.

- Uopmærksomhed er et særdeles relevant fokusområde, da officielle tal viser, at hver tredje af vores helt alvorlige dødsulykker skyldes uopmærksomhed, forklarer leder af færdselsafdelingen Henrik Glintborg til TV MIDTVEST.

Så langt kører du i blinde

Hvis du kigger på din mobil i fire sekunder, så har du kørt så langt i blinde:
  • 50 km/t.: 56 meter.
  • 80 km/t: 89 meter.
  • 110 km/t: 122 meter.
Kilde: Rådet for Sikker Trafik

Mange kampagner

Det er langt fra første gang, at politiet laver en landsdækkende kampagne mod netop uopmærksomhed bag rattet, og det er der en grund til. I januar alene blev der udskrevet bøder til 3400 bilister på landsplan for at bruge mobilen under kørsel. Bøden for håndholdt mobil er 1500 kroner.

Derfor mener politiet det også, når de annoncerer endnu en kampagne. Og bilisterne er nemme at få øje på.

- Der er desværre rigtig mange, der kører uopmærksomt. Både med mobiltelefonen, der bliver betjent under kørslen, og så kan vi se dem ved, at folk kører slingrende og farligt i trafikken. Så det er desværre ikke særligt svært at få sager i lommebogen, uddyber Henrik Glintborg.

Sådan kører du sikkert

  • Drop mobilen og sociale medier, når du kører bil.
  • Hold ind til siden, hvis du skal indstille din GPS eller ringe.
  • Hold ind til siden og få ro i bilen, hvis børnene er urolige og kræver din opmærksomhed.
  • Lad være med at lede efter ting, du taber. Kør ind til siden - eller vent til du kommer frem.
  • Kig på trafikken, også mens du taler med dine medpassagerer.
  • Få andre i bilen til f.eks. at skrue låget af din vandflaske, taste på GPS, række dig solbriller etc.
Kilde: Rådet for Sikker Trafik