Pistolmand fængslet i 14 dage

Den mand, der i går skabte uro i Struer, er nu varetægtsfængslet i 14 dage. Det oplyser vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Polti.

pistolmand.jpg

I dag skulle en 34-årig mand fra Struer i grundlovsforhør ved retten i Viborg, og det endte med en varetægtsfængsling i 14 dage.

Manden er sigtet for trusler mod tjenestemand, tyveri af en bil og forsøg på tyveri af en anden bil.

Desuden fandt politiet stoffer i en relativt stor mængde på ham ved anholdelsen midt på Strandvejen i Struer i går.

- Det er jo ikke hver dag, vi har en sag, hvor vi ser en af politiet så ukendt person lave så mange ting på så kort tid, siger senioranklager hos Midt- og Vestjyllands Politi Lene Thiel.

- Det må være et råb om hjælp, uddyber hun.

Politiet anholdt manden efter et otte timer langt drama, hvor den 34-årige nåede at true med en pistol, begå hærværk, stjæle en Audi og opsøge den psykiatriske afdeling på Holstebro Syghus før en særlig anholdelsesgruppe kunne anholde ham i en lejlighed midt i Struer.

I lejligheden befandt der sig også en kvinde og en ung mand.

Anholdelsen forløb udramatisk, og ingen kom til skade i forbindelse med mandens færden.

Den 34-årige mand har ikke valgt at kære kendelsen. Han forholdt sig tavs under hele retsmødet.