Opdateret: Drukneulykke afblæst på Mors

Morsø Brand og Redning rykkede i eftermiddag ud til en mulig drukneulykke på Mors. Her havde et vidne spottet en jolle flydende på fjorden med bunden i vejret.

Helikopter_0.jpg

Morsø Brand og Redning rykkede hurtigt ud til det, det frygtede at være en mulig drukneulykke på fjorden.

- Vi er på vej, og vi har både båd og helikopter sat ind, fortalte Oluf Jakobsen fra Morsø Brand og Redning for kort tid siden.

Et vidne havde i følge TV MIDTVESTs oplysninger slået alarm efter at have set en jolle flyde rundt ud for Fjordvangen med bunden i vejret.

Men i følge politiet er der ikke noget, der tyder på, at der har været nogen personer ombord på jollen.

- Vi har været i kontakt med Søværnets Operative Kommando, der ikke umiddelbart vurderer, at der har været nogen ombord på jollen, men det er klart, at Brand og Redning rykker ud for at være på den helt sikre side, oplyser vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Også indsatslederen ved Morsø Brand og Redning afblæser en drukneulykke.

- Det er tilsyneladende bare en båd, der har revet sig løs, så vi afblæser den helt store eftersøgning igen.