Lokalbusser bliver gratis i Holstebro Kommune

I en forsøgsordning på to år bliver det gratis at køre med udvalgte lokalbusser i Holstebro Kommune.

Fire lokalbusruter i Holstebro Kommune bliver gratis at køre med i en forsøgsordning på to år. Foto: Holstebro Kommune

Fra 1. januar 2018 bliver det gratis at køre med nogle udvalgte lokalbusser i Holstebro Kommune. Det er blevet besluttet i Teknisk Udvalg.

De gratis lokalbusser er en forsøgsordning i to år, og det er busser, der kører i yderkanten af kommunen. Pengene skulle egentlig været gået til implementering af rejsekortet, men nu bliver pengene i stedet for brugt til gratis lokalbusser.

- I Teknisk Udvalg har vi ikke den store tiltro til rejsekortet, og derfor har vi besluttet at lave en forsøgsordning med gratis lokalbusser, siger Gubber Kristensen, som er formand for Teknisk Udvalg for Socialdemokratiet.  

Under kommunalvalgkampen hørte politikerne ofte, at borgere i Holstebro Kommune efterspurgte busser i oplandsbyerne, og nu får de altså gratis lokalbusser.

- Nu bliver der gjort noget for borgerne i yderkanterne af kommunen. Så nu skal de vise, at de har behov for busserne, siger Gubber Kristensen.

Udover at give noget til borgerne i oplandsbyerne, håber politikerne i Teknisk Udvalg også, at det får flere til at bruge kollektiv trafik.

Forsøgsordningen træder i kraft 1. januar 2018 og løber frem til 31. december 2019.

Gratis lokalbusser i kommunen

Det drejer sig om ruterne:

252  (Holstebro - Idom - Råsted - Holstebro)

260 (Holstebro - Borbjerg - Vinderup)

270 (Holstebro - Ulfborg - Thorsminde)

283 (Holstebro - Hvam Mejeriby - Borbjerg)

Flexbus ordningen, som kører på rute 270 i weekenden, skal man stadig betale for at benytte.

Kilde: Holstebro Kommune