Lærere skal registrere timetal ned til mindste minut

Lærere skal registrere timetal ned til mindste minut

Holstebro Kommune har indkøbt et system, som skal registrere lærernes mødetidspunkt.

Fremover skal lærere i Holstebro Kommune registrere deres mødetider elektronisk. Det skriver Dagbladet Holstebro.

Ifølge skolechef Michael Graversen har det været et ønske fra skolerne at få et system, som kan skabe fleksibilitet og overblik over lærernes arbejdstider. Særligt efter at skolereformen har krævet lærernes fulde tilstedeværelse på skolen.
Derfor har kommunen nu indkøbt et system til elektronisk tidsregistrering. 

- Alternativet var et rigidt system, hvor alle medarbejdere skulle være på skolen fra kl. 8-16. Det tror jeg ikke, at nogen har interesse i, siger Michael Gravesen til Dagbladet Holstebro.

Han understreger, at tidsregistreringssystemet Fix og Flex er indkøbt af forvaltningen og kun er et tilbud til skolerne.

Systemet møder modstand

Med timeregistreringssystemet skal lærerne logge ind på en computer eller smartphone og registrere deres mødetidspunkter ned til mindste minut.

Systemet møder modstand hos formanden for Vestjysk Lærerkreds Torben Voss.

- I mit hoved er det voksne mennesker, der selv kan styre deres tid. Det, jeg hører fra lærerne, er, at det er trælst, at de skal kontrolleres – især dét med, at det er helt ned på fem minutter ad gangen, siger han til Dagbladet Holstebro.

Indtil videre har fem skoler taget Fix og Flex i brug.