Kæmpe varmesmæk i Viborg blev varslet for sent

Fjernvarmen stiger med 50 procent i Viborg - men prisstigningen bliver nu udsat, fordi selskabet var for sent ude.

Foto: Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST

For varmekunderne i Viborg er det nye år blevet skudt i gang med en ubehagelig overraskelse.

Viborg Fjernvarme har hævet priserne betragteligt, og i gennemsnit kan de 17.000 forbrugerne se frem til at skulle betale 50 procent mere for varmen. 

Læs også Stor strid om fjernvarme i Viborg

Sofie Sander og hendes familie i Viborg skal for eksempel betale 5500 kroner for fjernvarmen i januar.

- Januar er i forvejen en streng måned for husejere, og det betyder, at vi lige pludselig skal finde et beløb over 2.500 kroner i budgettet, siger Sofie Sander.

Den kraftige prisstigning kommer, fordi staten ikke længere giver tilskud til naturgasfyrede kraftvarmeværker. Det betyder, at Viborg Fjernvarme mister 60 millioner kroner om året, og regningen ender i sidste ende hos forbrugerne.

Må revidere proceduren

Men der er et problem. 

Fjernvarmen har nemlig ikke varslet prisstigningen i tide, fastslår Forsyningstilsynet. Væsentlige prisstigninger skal ifølge reglerne varsles tre måneder i forvejen. Det skete ikke, og fjernvarmens formand Klaus Keller erkender, at den er gal. 

- Vi kunne simpelthen ikke nå at stoppe opkrævningerne. Løbet var kørt. Derfor må vi også revidere vores procedure i denne sammenhæng, siger Klaus Keller.

Tilsynets irettesættelse betyder dog ikke, at forbrugerne slipper for den store prisstigning. Den bliver bare udsat, og for familien Sander kan det få alvorlige konsekvenser. 

- Vi bliver nødt til at sælge huset. Vi kan ikke sidde i det, hvis vi skal til at betale 5000-6000 ekstra om året, siger Sofie Sander.

Viborg Fjernvarme har regnet ud, at den årlige varmeregning for et standardhus på 130 kvadratmeter vil stige fra 11.300 til 17.000 kroner.

01:51

Se indslag om prisstigningen her.

Luk video