Familiekabalen

Frank forelskede sig i en 18 år ældre kvinde

Han var kun 22 år, da han forelskede sig i en 39-årig kvinde. Nu har de været sammen i 34 år.

9:19
Her kan du se programmet "Familiekabalen", hvor Frank og Jette fortæller deres kærlighedshistorie. I programmet kan du også møde Dorthe Kold og Svend Erik Larsen, der mødte hinanden da hun var 32 år, og han lige var fyldt 50 år.

Kærlighed har ingen alder, siger man. Og det ordsprog lever Jette Holt og Frank Clavilla i den grad op til - han var 22 år og hun 39 år, da de mødte hinanden på en skiferie.

- Vi dansede kinddans til en fest, og vi hyggede os vældigt. Men jeg tænkte, det er bare sådan en flirt, siger Jette Holt.

- Hun var jo nærmest som en 25-årig af sind, og godt så hun ud - hun lignede slet ikke en på fyrre, siger Frank Clavilla. 

Sådan så Jette ud, da Frank forelskede sig i hende. Hun lignede slet ikke en, der nærmede sig de fyrre, synes Frank.
Sådan så Jette ud, da Frank forelskede sig i hende. Hun lignede slet ikke en, der nærmede sig de fyrre, synes Frank.
Foto: Hans Vittarp

Et par måneder efter skiferien mødtes de igen, og denne gang tog de chancen. På det tidspunkt havde Jette to forliste ægteskaber bag sig og var enlig mor til tre.

- Han var en sød fyr, han var betænksom og dejlig at være sammen med, og vi havde den samme form for humor. Vi svingede rigtig godt sammen lige fra start. Jeg tænkte, at hvis vi bare kunne få ti gode år sammen, så var det fint, siger Jette Holt.

Efter 13 års samliv blev Jette og Frank gift, efter opfordring fra deres fælles søn.
Efter 13 års samliv blev Jette og Frank gift, efter opfordring fra deres fælles søn.
Foto: Hans Vittarp

Men det blev til mange flere år sammen, og parret fik også en fælles søn – Kristian, der i dag er 33 år. På det tidspunkt var Jette 41 år. 

I dag er Frank 56 og Jette 74. Hun er for længst gået på pension, men hun bekymrer sig ikke om fremtiden, selvom hun er noget ældre end sin mand.

0:23
Jettes mor var ikke ligefrem begejstret for nyheden om, at hendes datter havde fundet en meget yngre kæreste.