Forlig mellem kommune og rockere

En omstridt rockerborg i Viborg bliver efter 12 års strid nu fjernet. Rockerne havde varslet en retssag mod kommunen. Nu har parterne overraskende indgået et forlig.

En omstridt rockerborg i Viborg bliver efter 12 års strid nu fjernet. Rockerne havde varslet en retssag mod kommunen, der ville smide dem ud af bygningen. Nu har parterne overraskende indgået et forlig.

Om kort tid bliver rockernes tilholdssted i Viborg jævnet med jorden. Et forlig betyder at gruppen Immortals frivilligt forlader den kommunale ejendom.

- Det har været en irritation hver eneste gang, jeg har hørt om den sag. Så nu vil jeg også have retten til at glæde mig over, at den nu er løst, siger Viborgs borgmester, Torsten Nielsen (K).

Betaler 20.000 kroner

Men aftalen er ikke gratis for kommunen.

20.000 kroner er prisen for, at Immortals dropper en planlagt retssag. Det betyder, at kommunen får sagen ud af verden og hurtigt kan komme igang med en stor udstykning af boliger i området:

- Vi står og skal lave en lokalplan, og nu kan vi komme videre, så det er afgørelse, vi er rigtig godt tilfredse med, lyder det fra borgmesteren.

Sagen har rullet siden politiet ved en ransagning for 12 år siden fandt ulovlige våben og stoffer på stedet. Derefter forsøgte kommunen at slippe af med rockerne, der boede gratis i den kommunale ejendom. Men kommunen tabte sagen i fogedretten. Nu har de så endelig fundet en løsning.

En løsning, der altså skulle tage tage 12 år og koste 20.000 kroner at nå frem til.

Immortals er en støttegruppe til Hells Angels. Det er uvist, hvor gruppen nu vil etablere sig i Viborg. Rockerne skal være ude af de nuværende lokaler senest med udgangen af juli.

01:49 Luk video