Eftersøgning: 27-årig fundet i god behold

Den 27-årige mand, der tidligere i dag forsvandt fra et bosted i Skals, er fundet i god behold

Politi.dk logo 2_1.jpg

I eftermiddags satte politiet gang i en større eftersøgning efter en 27-årig mand fra bostedet Højskolebakken i Skals. Han er autist og lider desuden af skizofreni.

Han går hver dag den samme korte rute fra bostedet ned til købmanden. I dag gik han fra bostedet 12:50 og burde være kommet hjem 13:15. Det gjorde han ikke, og derfor sendte politiet både hunde og en helikopter mod Skive for at deltage i eftersøgningen.

Først på aftenen fik eftersøgningen en lykkelig slutning. Den 27-årige mand blev fundet i god behold og er nu tilbage på bostedet.