Dræbt i overhalingsulykke: Navn frigivet

Det var den 74-årige Jørgen Kristensen fra Gullestrup ved Herning, der søndag eftermiddag mistede livet i en voldsom ulykke mellem Herning og Holstebro.

240515UlykkeSinding_0.jpg

I alt seks mennesker var involveret i en voldsomt overhalingsulykke søndag eftermiddag på hovedvejen mellem Herning og Holstebro.
Nu har politiet frigivet navnet på den 74-årige mand, der mistedet livet i ulykken. Der er tale om Jørgen Kristensen fra Gullestrup ved Herning.
Ulykken skete, da en familie fra Struer - far, mor og to børn - kom kørende sydfra på hovedvejen mellem Herning og Holstebro. Lidt efter klokken halv fem ville faderen overhale en anden bilist og kørte i den forbindelse frontalt ind i en modkørende bil.

Dræbt på stedet

Den 74-årige fører af den modkørende bil - Jørgen Kristensen fra Gullestrup - blev dræbt på stedet. I den overhalende bil kom den 43-årige fører og hans 14-årige søn svært tilskade. De blev begge fløjet med helikopter til Aarhus.

- Vi har været i kontakt med Aarhus Kommunehospital, der kan fortælle, at både faren og sønnen nu er uden for livsfare, fortæller Bent Smedegaard fra Lokalpoltiet i Herning i dag til tvmidtvest.dk.

Den 43-årige mand har allerede gennemgået en række operationer for brud, og han skal i følge politiet igennem flere. Den 14-årige dreng forventes udskrevet i nær fremtid.