Ny fest i Boxen: Danmarks håndboldkvinder får hjemmebane i Herning

Danmark får hjemmebane i Boxen ved EM i kvindehåndbold i 2020.

De danske håndboldkvinder under VM i Boxen i 2015.
De danske håndboldkvinder under VM i Boxen i 2015.
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Det er ikke mere end tre måneder siden, håndboldherrerne fik danske fans til at juble over en VM-guldmedalje på hjemmebanen i Boxen, og nu er så endnu en håndboldturnering på vej til Herning.

Multiarenaen på heden kommer nemlig til at danne ramme om kvindernes EM i 2020. Det skriver Herning Kommune i en pressemeddelelse. 

- Vi er stolte over, at DHF igen har valgt Herning som værtsby til en stor international slutrunde. Det bliver femte gang på 10 år, at Boxen er hjemmebane for et dansk håndboldlandshold, og det er altid en fornøjelse at se det engagement, som hele DHF, og ikke mindst spillerne lægger for dagen, siger Hernings borgmester, Lars Krarup, ifølge pressemeddelelsen.

- Vi ser frem til at huse en stor fest for mennesker fra hele landet, lyder det.

Værtskab deles med Norge

Værtskabet kommer til at blive delt mellem Danmark og Norge, som får to grupper hver i den indledende runde.

Det danske landshold får hjemmebane i Boxen, hvor mellemrunden også skal afvikles. Den anden danske værtsby er endnu ikke blevet udpeget.

Kvindernes håndboldslutrunde i 2020 kommer til at markere 10 års jubilæet for den første store slutrunde i Boxen.

Danmark spiller åbningskamp enten fredag 4. december eller lørdag 5. december 2020.