To multiarenaer har givet Danmark større event-vinger

Det har gavnet Danmark at have to multiarenaer. De store sportsarrangementer er nemmere at tiltrække.

Jyske bank Boxen 2018
Foto: Pressefoto: Tony Brøchner

I de seneste år har Danmark tiltrukket nogle af de helt store sportsbegivenheder, og flere er på vej. De mange arrangementer skyldes blandt andet, at Danmark råder over to multiarenaer, Boxen i Herning samt Royal Arena i København, forklarer Lars Lundov, direktør i Sport Event Danmark.

- Uden de to multiarenaer var VM i herrehåndbold og ishockey-VM nok ikke blevet afholdt i Danmark. Så de komplementerer hinanden. Så det har en stor betydning, fordi der ville være nogle begivenheder, vi ikke ville kunne tiltrække, hvis ikke vi havde haft både Boxen og Royal Arena, siger Lars Lundov.

I 2018 var Danmark vært for ishockey-VM for herrer, mens januar bød på VM i herrehåndbold i et delt værtskab med Tyskland. Danmark skal også arrangere håndbold-EM i 2020 og håndbold-VM i 2023 for kvinder i samarbejde med henholdsvis Norge og Sverige, mens et herre-VM er i spil på dansk grund i 2025.

Rasmus Klarskov Storm, analyse- og forskningsleder i Idrættens Analyseinstitut, vurderer, at Danmark er blevet dygtigere til at få store begivenheder til landet.

- Hvis målet er at tiltrække de her events, så er det succesfuldt. Det er vi gode til, og vi har også opbygget en kapacitet til at kunne gøre det. Der er mange mennesker, der efterhånden har opbygget en stor erfaring med det. Det er lykkedes i meget stor udstrækning for Danmark. Der er pænt med events. Det kan kun lade sig gøre, fordi Danmark har de faciliteter, der skal til. Det gør en forskel, siger Rasmus Storm.

Dan Hammer, direktør i Royal Arena, er glad for synergieffekten med konkurrenten i Herning, som fungerer mere som en medspiller end som en rival.

- Herning og Midtjylland er et utroligt driftigt område med en meget fin multiarena, og en kombination af de to ting vil selvfølgelig tiltrække store sports- og kulturarrangementer. Den grundlæggende lære fra både VM i ishockey og VM i håndbold er, at hvis ikke vi begge havde været her, så var der ingen af os, der havde fået arrangementerne, konkluderer Dan Hammer.

/ritzau/