Cyklist-succes: flere skal have lov at dreje for rødt

Cyklister har de sidste to år kunnet svinge til højre for rødt i udvalgte lyskryds. Det har vist sig at være så stor en succes, at det skal udbredes.

25.11.2010CYKEL.jpg

De seneste to år har cyklister i udvalgte lyskryds fået lov til at svinge til højre, selvom der er rødt i lyskrydset.

Forsøget med de udvalgte lyskryds har vist sig, at være så positivt, at det i fremtiden vil komme til at gælde endnu flere kryds. Det skriver P4 Midt og Vest.

Det er Marianne Foldberg, der er afdelingsleder for trafiksikkerhed i Vejdirektoratet, der står bag forsøget.

- Der sker ikke flere uheld eller flere konflikter, hverken med andre cyklister, fodgængere eller biler, siger Marianne Foldberg til P4 Midt og Vest.

 

I alt 33 lyskryds har været med i testen, men Marianne Foldberg regner med, at vi snart kan se mange flere kryds med denne ordning.

- Nu vil de fleste kommuner forhåbentlig kigge deres kryds igennem og se, hvilke kryds, der egner sig, lyder det fra Marianne Foldberg

 

Ifølge hende er det dog ikke alle lyskryds, der egner sig til denne løsning.

 

- Der er rigtig mange kryds, hvor det faktisk vil være farligt at dreje til højre for rødt. Så man kan ikke altid gøre det, understreger Marianne Foldberg.

 

I USA er det også tilladt for biler at svinge til højre for rødt. Marianne Foldberg understreger dog overfor P4 Midt og Vest, at det ikke kommer så vidt i Danmark.

 

- USA har ikke så mange fodgængere og slet ikke nær så mange cyklister, som vi har. Så langt hen ad vejen er det forbudt i Danmark særligt for at beskytte de bløde trafikanter, siger hun.

 

Vigepligt for fodgængere og andre cyklister gælder stadig for de cyklister, der drejer trods rødt lys.