Vild plan: Alex vil rejse jorden rundt på sin Puch Maxi

Man kan rejse verden rundt på mange måder, men denne er alligevel noget anderledes.

Alex Møllers Puch Maxi ligger lige nu i småstykker, men til næste år skal de to ud i verden sammen.
Alex Møllers Puch Maxi ligger lige nu i småstykker, men til næste år skal de to ud i verden sammen.
Foto: Kristian Mørk Andersen, TV MIDTVEST

Alex Møllers Puch Maxi forlod forhandleren i midten af halvfjerdserne, men det betyder ikke, at dens ejer ikke har store ambitioner for den.

Planen er nemlig, at ejer og knallert sammen skal krydse hele fire kontinenter - en tur på mellem 30.000 og 40.000 kilometer.

- Selvfølgelig kan den klare det. Hvis du stoler på din Puch Maxi, og Maxien den stoler på dig, så tror jeg godt, at den kan køre så langt, siger den kun 20-årige Alex Møller fra Videbæk optimistisk.

Ruten begynder i København og går gennem Rusland og Kina og så med fly til Australien, inden han kører tværs gennem USA.

2:07
Lær mere om Alex Møllers tur i indslaget her.

Stort projekt

Den slags kræver stor forberedelse, og Alex Møller er derfor i øjeblikket i fuld gang med at samle Puch Maxien, for på den lange tur bliver det nødvendigt, at han ved præcist, hvordan hver enkelt lille del virker og passer sammen med resten.

- Det kan ikke beskrives, hvor meget jeg glæder mig til at tage af sted og komme ud og opleve verden, fortæller han begejstret.

Han har kørt langt på Puch Maxien før. I 2017 kørte han Danmark rundt, og det var den tur, der gav ham idéen. Nu er han så i fuld gang med at skaffe sponsorer, for han håber, han kan køre penge hjem til landsindsamlingen.

Går alt efter planen, rejser Alex Møller fra Danmark den 1. august 2019.

- Så længe jeg har viljen, og Maxien kører, så kan alt kunne lade sig gøre i mine øjne, slår han fast.

Alex Møller viser sin rute frem.
Alex Møller viser sin rute frem.
Foto: Kristian Mørk Andersen, TV MIDTVEST