Ældre hjælper unge

Ældre hjælper unge

Færre elever falder fra på Mercantec i Viborg. Det skyldes i høj grad, at skolen har ansat ældre mennesker til at støtte de studerende.

Man kan sige alt til sine bedsteforældre. Det er devisen, der har fået Mercantec i Viborg til at ansætte 16 bedsteforældre, til at tage sig af de unge studerende.

- De er en ufaglig støtte. De skal ikke give karakter, men hjælpe eleverne med støtte gennem uddannelsen, siger vicedirektør for Mercantec Mette Selchau.

Mercantec har ca. 3.000 årselever i Viborg, Bjerringbro, Skive og Ulfborg. På grundforløbet er frafaldet gået fra 30 til 12 procent på fem år. Og det kan især tilskrives bedsteforældrenes arbejde:

- Bedsteforældrene er alfa omega for et lavt frafald, og betyder utroligt meget for ungdomsårgangen, vi har med at gøre, siger vicedirektør for Mercantec Mette Selchau.

Mercantec får mange uopfordrede ansøgninger fra ældre mennesker, der gerne vil være bedsteforældre.