Fodbold: Viborg og Silkeborg holder presset på hinanden

Sene scoringer sikrede både Silkeborg og Viborg sejre i 1. division, hvor de to hold deler point i toppen.

Valon Ljuti, Fremad Amager, Emil Scheel, Viborg FF og Jeppe Grønning, Viborg FF, under dagens kamp mellem Fremad Amager og Viborg FF på Sundby Idrætspark. Den tidligere Silkeborg-spiller Emil Scheel stod for Viborgs sejrsmål.
Valon Ljuti, Fremad Amager, Emil Scheel, Viborg FF og Jeppe Grønning, Viborg FF, under dagens kamp mellem Fremad Amager og Viborg FF på Sundby Idrætspark. Den tidligere Silkeborg-spiller Emil Scheel stod for Viborgs sejrsmål.
Foto: Anders Kjærbye / Ritzau Scanpix

Både Silkeborg og Viborg var under stort pres i lørdagens runde i 1. division, men sene sejrsmål af begge mandskaber sørgede for status quo mellem de to førerhold.

Seks minutter før tid kom målet, der gav Silkeborg sejren på 2-1 over Fredericia, mens Viborg ventede indtil 86. minut, førend målet i 1-0-sejren ude mod Fremad Amager kom. Det var den tidligere Silkeborg-spiller Emil Scheel, som stod for det mål.

To pressede hold

Både Viborg og Silkeborg har 38 point i toppen af rækken. Silkeborg var hårdt presset mod Fredericia, der også jagter oprykning i den tætte 1. division, men var alligevel foran 1-0 ved pausen.

Bolden havnede lidt tilfældigt for fødderne af Stephan Petersen i gæsternes felt, men der var intet tilfældigt over hans aktion. Efter en god tæmning lagde han snarrådigt bolden videre til Ronnie Schwartz, som let kunne sætte bolden i kassen fra kort afstand.

Som kampen skred frem fik Silkeborg flere og flere kontrachancer, men alle blev formøblet. I stedet punkterede Christian Sørensen stemningen i Silkeborg syv minutter før tid, da hans afrettede langskud sørgede for 1-1.

Men Fredericia så ud til at nyde udligningen for meget, for som flere gange tidligere havde defensiven ikke styr på banens bedste, Silkeborgs 20-årige Magnus Mattsson. Han sneg sig umarkeret ind i feltet, hvor han modtog bolden i alt for fri position. Den udnyttede han til at banke hjemmeholdet tilbage i front et minuts tid efter udligningen.

Thisted rykker under stregen

I rundens øvrige kampe krøb Roskilde væk fra sidstepladsen med en 2-0-sejr ude mod Hvidovre. FC Helsingør tabte 0-2 mod HB Køge, mens Thisted tabte 2-3 til Næstved. Dermed er FC Helsingør og Thisted under stregen. Nykøbing FC og Lyngby spillede 1-1.

Der resterer 11 runder af 1. division.