Bodyslam på Borgvold: 24-årige Mathias wrestler på hjemmebane

Lørdag kunne borgerne i Viborg opleve en spektakulær forestilling på Borgvold, hvor wrestlere fra ind- og udland gik i ringen for at dele bank ud og underholde.

2:08
Mathias Valentin Priess bliver til den 80'er-inspirerede Jackpot, når han går i wrestling-ringen.
Foto: Nanna Lykke Smith Rasmussen, TV MIDTVEST

Til hverdag arbejder 24-årige Mathias Valentin Priess fra Viborg som produktionsgrafiker, men når weekenden rammer, slår han sig løs som wrestler. Og lørdag kunne byens borgere så opleve ham i kamp på hjemmebane ved Borgvold.

Jackpot er navnet på den karakter, han bliver til, når han ifører sig batik-top, skinnende solbriller samt cowboyjakke og skruer op for den flabede attitude.

- Det er jo en form for show, og hvis man skal underholde folk, er man nødt til at gøre mere, end hvad man ville gøre bare som privat person. Og min karakter er bare en lidt træls og skabet fyr, der godt kan finde på at snyde en hel del, siger Mathias Valentin Priess.

Det er kun seks år siden, han blev introduceret for wrestling for første gang. En ven inviterede ham med ind at se et show, og et års tid senere opdagede de en annonce for en prøvetræning i wrestling på Facebook.

- Jeg tænkte, at hvis det skulle være, så det være nu, og så tog vi til den, og så endte vi jo bare med at fortsætte, siger den 80’er-inspirerede Jackpot.

Mere show end tæsk

I wrestling er resultatet af kampene aftalt på forhånd, så det er underholdningsværdien, der har topprioritet, når kæmperne går i ringen. Man skal dog ikke tage fejl af den fysik, det kræver at være wrestler, fortæller den midtjyske kamphane.

- Når man først går ind i det, så tænker man, at det er skuespil, så hvor hårdt kan det være? Jeg har både dyrket kampsport og fitness, men her bruger man kroppen på en helt anden måde, siger han.

Til dagens show i Viborg var mange mødt op for at se den lokale helt, og publikum fulgte intenst med i, hvordan wrestlerne bankede hinanden. 

Jackpot blev svunget rundt i arenaen under dagens to kampe.
Jackpot blev svunget rundt i arenaen under dagens to kampe.
Foto: Nanna Lykke Smith Rasmussen, TV MIDTVEST

Blandt de fremmødte var Simon Mortensen, der følger wrestling i USA, og han var glad for at se et show i sin hjemby.

- Det er fantastisk, at det også kommer frem herovre i Midtjylland, siger han.

Efter dagens sidste kamp kunne Jackpot tage hjem med to nederlag i bagagen og et stort smil på læben. For når udfaldet af kampene er aftalt på forhånd, er det ingen skam at tabe.

- Jeg havde det sjovt. Det gik godt. Og jeg tror, folk kunne lide det. Det er det vigtigste for mig, siger den midtjyske wrestler. 

Selvom det er et show, kan det give nogle heftige blåmærker at wrestle.
Selvom det er et show, kan det give nogle heftige blåmærker at wrestle.
Foto: Nanna Lykke Smith Rasmussen, TV MIDTVEST