Folk fra hele landet flokkes om ny filmskole i Silkeborg

Filminstruktør Jonas Risvig er vendt tilbage til hjembyen Silkeborg for at starte en ny filmskole, der er målrettet unge.

2:08
Jonas Risvig er født og opvokset i Silkeborg. Nu er han tilbage for at starte filmskolen Fravær.
Foto: Selma Bjørnestad Kvist Åstrøm, TV MIDTVEST

Jonas Risvig er 27 år og selvlært filminstruktør – og nu kaster han sig ud i tilværelsen som filmskoleleder. 

Sammen med Silkeborg Kommune står han bag Filmskolen Fravær i hjembyen, hvor han vil hjælpe andre unge med at gøre deres filmdrømme til virkelighed.

- Drømmen er at skabe et sted, hvor man kan snuse til film og finde ud af, om det noget for én. Da jeg boede i Silkeborg, manglede jeg at finde ud af, om film var noget for mig, fortæller Jonas Risvig, der som instruktør blandt andet står bag ungdomsserierne Grænser, Flokken, Centrum og Nylon. 

Filmskolen Fravær har fået navn med inspiration fra Jonas Risvigs eget liv.

- Ordet 'fravær' dækker over den tid, hvor jeg lærte allermest i gymnasiet, siger han.

Hans nye filmskole i Silkeborg vil være åben for alle mellem 15 og 25 år. Det kræver - modsat flere andre filmskoler - altså ingen erfaring eller uddannelse at blive optaget på skolen. Og så er det gratis at gå der.

- Film skal ikke være elitære. De skal være mere folkelige. Derfor prøver vi at tænke det som musik og sport, hvor alle kan være med, siger Jonas Risvig.

Projektet er sat i søen af Silkeborg Kommune, men er finansieret gennem Artists in Residence under Statens Kunstfond.

- Børn og unges møde med kultur og kunst fylder meget i kommunens strategi. Jonas har en helt særlig måde at arbejde med unge på og lave noget, som er relevant for dem. Det vil vi gerne lære noget af, siger kulturkonsulent Simone Didrichsen fra Silkeborg Kommune.

Tiltrækker unge fra hele landet

Forløbet på Filmskolen Fravær i Silkeborg begynder til januar og varer et halvt år, og undervisningen kommer til at foregå i udvalgte weekender.

Der er mulighed for at vælge imellem tre linjer: Skuespil, manus og produktion. Og det virker til at være noget, der tiltaler de unge, der mødte op til fredagens åbent hus arrangement for at høre mere om projektet.

Mona Desouza Schmidt-Madsen (til venstre) og Anas Korsgaard fra København
Mona Desouza Schmidt-Madsen (til venstre) og Anas Korsgaard fra København
Foto: Selma Bjørnestad Kvist Åstrøm, TV MIDTVEST

- Jeg synes, det er fedt, at der er forskellige linjer. Man kan både komme som manus og skuespiller. Det lyder bare fedt, at det er sammen med en gruppe af unge, siger gymnasieelev Mona Desouza Schmidt-Madsen fra Nordsjælland.

Hun kunne godt forestille sig at tage turen over Storebælt til Silkeborg for at gå på skolen fremover.

Gymnasieeleven Anas Korsgaard overvejer også, om han skal tilmelde sig skolen, selvom den ligger langt fra København, hvor han bor. 

- Rigtig mange af skolerne i København, som jeg har kigget på, er ekstremt svære at komme ind på, og så er der nogen, der koster rigtig mange penge, eller som kræver en gymnasiel uddannelse. Men den her (skole, red.) er rigtig fed, fordi der er ingen uddannelseskrav, det koster ikke noget, og det er for alle. Så derfor er det super nice, siger han.

Han drømmer om at blive en dygtig skuespiller, så den nye filmskole i Silkeborg er måske hans mulighed.


Overvældende interesse

Den nye filmskole kommer til at ligge i Amaliegade 1B, som er et projekt- og iværksætterhus for unge. Flere end 400 unge fra hele landet har allerede meldt sig til skolen efter fredagens åbent hus. 

Interessen har været overvældende for den nye filmskoleleder, der blot havde regnet med at kunne fylde pladser ud til én klasse.

- Jeg er bare pisseklar på at få nogle unge mennesker ind og lære dem at lave film og se, hvad der sker, siger Jonas Risvig.

I løbet af efteråret vil han også optage en ny film i Silkeborg, hvor han vil inddrage lokale unge.