Arbejdspres tvinger Viborg-direktør til hurtigt exit

Alice Monberg har været direktør i Viborg HK siden februar, men det er allerede et overstået kapitel.

Viborg HK's direktør, Alice Monberg, træder tilbage få måneder efter sin ansættelse 1. februar.

Det oplyser håndboldklubben i en pressemeddelelse.

Jørgen Hansen, som Alice Monberg overtog rollen fra, vender tilbage til posten, efter bestyrelsen har bedt ham om det.

Årsagen, til at Alice Monberg trækker sig, er stort arbejdspres, oplyser klubben.

- Jeg synes, at klubben har mange spændende visioner og arbejder målrettet på at indfri dem, og vi har været et godt match, siger Alice Monberg.

- Alligevel bliver jeg nødt til at overlade posten til en ny, for jeg har også andre professionelle forpligtelser, og jeg må erkende, at det ikke er muligt at være direktør for Viborg HK, medmindre man er 100 procent til stede stort set 24/7.

- Det kan jeg ikke levere, men jeg ønsker alt det bedste for klubben og takker for mange gode oplevelser, siger Alice Monberg.

Alice Monberg blev udnævnt som klubbens direktør 1. februar. (arkivfoto)
Alice Monberg blev udnævnt som klubbens direktør 1. februar. (arkivfoto)
Foto: Viborg HK

Siden Jørgen Hansen stoppede som direktør 1. februar, har han været bestyrelsesmedlem, men vender altså nu tilbage i direktørrollen.

Bestyrelsen har bedt ham overtage posten, og det glæder formand Karsten Cronwald, at Jørgen Hansen har indvilget i den løsning.

- Vi havde i bestyrelsen selvfølgelig håbet på, at strukturen med Alice Monberg som direktør ville være længerevarende, men sådan blev det ikke, og vi er derfor også meget tilfredse med, at Jørgen Hansen har sagt ja til at indtræde som direktør igen, siger han.

Viborg havde en sportsligt god sæson i kvindernes liga. Klubben nåede finalen for første gang siden 2014. Her endte det dog med nederlag til Odense Håndbold.